Beskyt nu Øresund af hensyn til naturen | WWF Denmark

Beskyt nu Øresund af hensyn til naturen



Nyhed lagt på den 28 juni 2017   |  
- Rigtig ærgerligt at miljøminister Esben Lunde Larsen (V) ikke vil være med til at lave en dansk-svensk naturbeskyttelse af Øresund, mener senior marinbiolog for WWF Verdensnaturfonden, Peter Blanner.
© WWF DK

Peter Blanner, senior marinbiolog i WWF Verdensnaturfonden. Indlægget er bragt i Altinget 28. juni 2017


Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) vil ikke naturbeskytte Øresund sammen med svenskerne. Der er ellers stor folkelig og kommunal opbakning til at beskytte vores vigtige havnatur.

Vi taler om en beskyttelse, der omdefinerer det nuværende trawlforbud af hensyn til skibstrafiksikkerheden til et hensyn til dyre- og plantelivet - og som en forudsætning for både et bæredygtigt fiskeri og for Sundets store rekreative værdi.

En sådan beskyttelse vil være et nutidigt og enestående eksempel til efterfølgelse, der kan bane vejen for en bæredygtig forvaltning af andre havområder. Lige nu blomstrer den vilde natur i Øresund, og det er jo fantastisk.

Et forslag om særlig naturbeskyttelse af Øresund blev fremsendt til den danske miljøminister og hans svenske kolleger 16. maj i år med en opfordring til at igangsætte en proces, der kan føre frem til en langsigtet beskyttelses- og benyttelsesplan for Øresund.

Forslaget om en langsigtet beskyttelse af Øresunds helt unikke natur og miljø kom fra 13 grønne organisationer (1) fra begge sider af Øresund med støtte fra Øresundsvandsamarbejdet (ØSV), som omfatter syv danske og otte svenske kommuner samt Länsstyrelsen Skåne.

På trods af den store folkelige og kommunale opbakning har den danske minister indtil videre ikke selv reageret på opfordringen, men overladt det til Miljøstyrelsen at svare. De ser ikke nogen grund til at ændre noget som helst.

Mange grund til beskyttelse
Men der er adskillige grunde til at beskytte Øresund. Jeg nævner i flæng:
  • Øresund har flere forskellige plante- og dyresamfund end noget andet dansk farvand - fordi der ingen bundslæbende redskaber har været i sundet siden 1932, og også fordi sundet har en helt speciel hydrografi med både brakt Østersøvand og salt Kattegatvand.
  • Fiskeriet i Øresund – både det erhvervsmæssige og det rekreative – vurderes at være bæredygtigt.
  • Der er langt over 100 arter af fisk i Øresund – og fiskene i Øresund (torsk, rødspætter, skrubber) er væsentlig større end fisk i andre farvande.
  • Øresund har mange flere ”frilufts-hotspots” end noget andet dansk farvand: Svømmere, dykkere, UV-jægere, kajakroere, sejlere og kystvandrere gør brug af vores skønne havnatur i Øresund.
  • Øresundsregionen alene huser faktisk langt den største del af danskernes friluftsliv, cirka 20 procent. Den samlede økonomiske værdi af dette friluftsliv omkring Øresund ligger på 10-12 milliarder kroner om året.
  • Alle aktiviteterne – både erhvervsmæssige og fritidsmæssige – sker fordi Øresund er et rent og ikke-ødelagt hav.
Torsken er et godt bevis
Det er enestående for hele den nordlige halvkugle, at vi har et havområde, hvor der (af hensyn til skibs-trafiksikkerheden) ikke har været trawlet i 80 år, og hvor man samtidig kan dokumentere den gavnlige effekt på hele havmiljøet og fiskebestanden. 

Torskebestanden i Øresund har i mange år været større end hele torskebestanden i Kattegat, og er formentlig den eneste torskebestand på den nordlige halvkugle, der udviser en næsten naturlig alders- og størrelsesfordeling.

Samtidig har der gennem årene været et erhvervsfiskeri med garn og et betydeligt fritidsfiskeri, som tilsammen ser ud til at være bæredygtigt. Det betyder også, at nogle af de sidste rester af sjældne bunddyrssamfund med hestemuslinger og tanglopper findes i Øresund.

Sandsugning er en trussel
Den eneste aktuelle trussel imod sundets enestående biodiversitet er sandsugningen, der foregår i få udpegede områder, hvor den ødelægger bundens dyreliv og forringer fiskerimulighederne.

Råstofferne – sand og grus – bruges til de store byggerier omkring København. Miljøministeriet har selv beregnet, at såfremt råstofferne skal hentes fra andre områder end Øresund, vil det forøge omkostningerne i Region Hovedstaden med mellem 14 og 123 millioner kroner om året.

Rapporten viser, at disse beløb udgør mellem 0,03 og 0,3 procent af de nuværende vareomkostninger, afhængigt af hvilket alternativ man vælger, og det vurderes ikke at have nogen praktisk betydning.

Ministeren har tidligere udtalt, at han ikke finder nogen anledning til at genere råstofindustrien ved at forbyde råstofindvinding i Øresund.

Men det gør åbenbart ikke noget, at han ”generer” fiskeriet, som alene i salgsværdien af de landede fisk udgør 43 millioner per år, og turistindustrien som har en samlet værdi på over 10 milliarder kroner om året?

En dansk-svensk aftale om fremover at beskytte Øresund på grund af dets unikke natur og det særlige forhold, at en sådan beskyttelse kan etableres i en millionbefolket Øresundsregion, vil være et utrolig stærkt både rekreativt og turistmæssigt brand. Konflikterne er så få, at beskyttelsen ligger lige til højrebenet, men ministeren vil tilsyneladende ikke spille.

Skal der virkeligt en ny regering på banen for at løfte forslaget?

(1) WWF Verdensnaturfonden, Danmarks Naturfredningsforening, Oceana, Greenpeace, Fishing Zealand, Den Blå Planet, Øresundakvariet, Friluftsrådet, Danmarks Sportsfiskerforbund, Öresundsfonden, Sea-U, Marinbiologi.se. og Naturskyddsföreningen Skåne.


 
- Rigtig ærgerligt at miljøminister Esben Lunde Larsen (V) ikke vil være med til at lave en dansk-svensk naturbeskyttelse af Øresund, mener senior marinbiolog for WWF Verdensnaturfonden, Peter Blanner.
© WWF DK Forstør
Senior marinbiolog hos WWF Verdensnaturfonden, Peter Blanner.
© WWF DK Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus