En bølge af blå fisk rammer Danmark



Nyhed lagt på den 03 september 2012  | 
I denne uge vil landets supermarkeder få et frisk pust fra havet, når kølediskene fyldes med tilbud på vildtfangede fisk, der er fanget med hensyn til miljøet. Danske butikker er nemlig gået sammen om at sætte fokus på det blå MSC-mærke, der sikrer dig, at fisken er behandlet med omtanke for havmiljøet, fra den havner i nettet til den ender på din tallerken. Kampagnen vækker glæde hos WWF Verdensnaturfonden, der i mange år har arbejdet for at fremme et mere bæredygtigt fiskeri, så vi også i fremtiden kan nyde fisk, lige fra torsk fra Østersøen til sild fra Nordsøen.

Historisk samarbejde

I 2009 viste en undersøgelse fra FDB analyse, at kun 9 procent af danskerne kendte til MSC-mærket. Ifølge MSC kender 35 procent af de danske fiskespisere i dag til mærket. Samtidig vinder flere og flere MSC-produkter frem i kølediskene. Og det er denne udvikling, som de danske supermarkeder nu vil få til at gå endnu hurtigere med en landsdækkede kampagne. Coop, Dansk Supermarked og Supergros, der til sammen står for langt størstedelen af landets supermarkeder, er gået sammen med en række danske fiskeproducenter om at fremme salget af bæredygtige fisk med det blå mærke.

"Havets fisk er en naturressource, som vi ikke kan kontrollere udbuddet af på samme måde som med kød og grønt. Derfor udvider vi hele tiden sortimentet af MSC-mærkede fisk og håber med denne fælleskampagne, at vores kunder også kan se det fornuftige i at vælge det " blå alternativ " og dermed sikre, at vores børn og børnebørn også i fremtiden kan købe vildtfanget fisk fra havet," forklarer Søren Bo Christensen, indkøbschef i Dansk Supermarked.
 

Verdens fisk er truede

Siden MSC blev en realitet i 1997, har WWF Verdensnaturfonden arbejdet for at udbrede den uafhængige og internationale miljømærkning af det globale fiskeri. Overfiskeri, trawl og dårlig forvaltning af fiskeriet har presset mange fiskebestande helt i bund og belastet naturen i havet. Generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden, Gitte Seeberg, siger:

Mange af verdens fiskebestande er truede. Hvis vi ikke gør noget ved den måde fiskeriet foregår på, vil mange af de fiskearter, vi spiser i dag, være på grænsen til at blive udryddet om 40-50 år. Derfor er det positivt, at supermarkederne går i front for at fremme kendskabet til MSC-mærket.”
 

Danskerne er bekymrede over havet og fiskene

En international undersøgelse viser, at mange danskere faktisk bekymrer sig om situationen under havoverfladen. Omkring 35 procent ville købe mere fisk, hvis de var sikre på, at den var bæredygtig.
Undersøgelsen viser også, at over halvdelen af de adspurgte danskere, 53 procent, mener, at antallet af fisk i havet er på et kritisk niveau, og at havene vil blive tømt for fisk, med mindre der bliver grebet ind nu. Men selvom hele 35 procent af danskerne kender det blå logo med den hvide fisk og fluebenet, er der kun syv procent der ved, hvad mærket står for.

Alt blåt fra havet

Der findes allerede over 600 MSC-certificerede fiskeprodukter herhjemme. Det blå mærke sikrer, at fiskens lange rejse kan spores gennem alle led, fra hav til køledisk.

Vælger du f.eks. MSC-mærket torsk, der er en hyppig gæst på det danske spisebord, er du sikker på, at arten ikke længere er truet, som den tidligere var på grund af overfiskeri. Fisken kommer nemlig fra det østlige Østersø, hvor et mere skånsomt fiskeri har fået bestanden til at vokse og blive sund igen. Vælger du MSC-mærket sild fra Nordsøen, Nordatlanten og den østlige Østersø, er du også sikret, at bestanden er sund.

Selvom en fisk eller et skaldyr får det blå mærke, betyder det ikke at arten har det godt alle steder i havet. MSC-mærket er kun en godkendelse af en bestemt art, i et bestemt fiskeri, der er foregået i et bestemt havområde. Udover mærkningen kan man følge WWF’s fiskeguide, ”Hva’ for en fisk?”, der anviser hvilke fisk, man bør gå efter i køledisken. For selvom nogle fiskere fanger sunde MSC-mærkede torsk og sild, fanger andre fiskere de samme arter, men steder i havet, hvor fisken er truet.” slutter Gitte Seeberg.


 

MSC Kampagne Fisk
MSC
© MSC Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus