Næsehorn er blandt de mest truede arter
Det er ZSL (Zoological Society of London) og IUCN (International Union for Conservation of Nature), der har lavet listen over de 100 mest truede dyrearter i verden, den såkaldte røde liste. Det skete på IUCN’s nylige kongres.
Under 50 Javanæsehorn tilbage
Tre af i alt fem arter af næsehorn befinder sig på den røde liste. De to mest truede er Javanæsehornet og Sumatranæsehornet. Javanæsehornet er helt nede på en yderst kritisk bestand på færre end 50 dyr, som alle lever i en enkelt indonesisk nationalpark. Sumatranæsehornet, som lever på Sumatra og Borneo, har en samlet bestand på under 200.Krybskytteri og illegal handel af deres horn har gjort, at næsehornenes situation er nu så kritisk, at de ikke formerer sig hurtigt nok til at kunne sikre artens overlevelse imod eventuelle sygdomsudbrud eller naturkatastrofer. Markedet for næsehorns horn i Vietnam er steget så markant de seneste år, at Javanæsehornet her er helt udryddet.
”Verdens næsehorn er truede af krybskytteri og af den illegale handel, især Java- og Sumatranæsehornene, og hvis vi ikke reagerer nu, mister vi disse fantastiske dyr for altid. Man er nødt til at skærpe indsatsen for at stoppe den illegale handel og krybskytteriet, og øge bestanden af næsehorn. Så længe der er en efterspørgsel af næsehorns horn, og bagmændene føler, at den økonomiske gevinst er større end risikoen for at blive fanget, vil de fortsat gå til ekstremerne for at skaffe hornene,” siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.
Håb for næsehornet
Selvom man i den seneste tid har set en stigning inden for krybskytteri og illegal handel med truede dyr, heriblandt næsehornene, så er der håb for arternes overlevelse. Det har man for eksempel set i Nepal, hvor man sidste år ikke havde et eneste tilfælde af krybskytteri imod næsehorn – det indiske næsehorn. Dette skyldes primært, at man med hjælp fra WWF har fået indført strengere love omkring krybskytteri.”Vi har set eksempler på, at man ved en øget indsats kan sikre næsehornene og tilmed øge bestandene. Nu er vi nødt til at skærpe indsatsen i forhold til Java- og Sumatranæsehornene, og det haster, ellers kan det være for sent,” slutter Gitte Seeberg.



Kommentarer
blog comments powered by Disqus