Årets bedste havfotos er i dag blevet kåret
WWF har i løbet af sommeren opfordret danskerne til at tage billeder af den smukke natur og dyrene i vandet. Det har vi gjort for at skabe opmærksomhed om det danske hav, der er fyldt med et fascinerende liv.
Over hele landet har danskerne iført sig snorkel og svømmefødder og vist deres fortolkning af livet under havoverfladen. Det har resulteret i mere end 100 fotos fra Limfjorden, Sjællands Odde, det sydfynske øhav, det vilde Vesterhav, Bornholm, på bunden af Kattegat og mange flere steder.
Men WWF’s kommunikationschef Charlotte Brix Andersen, der bød velkommen til et fyldt akvarium, pegede også på nogle af de problemer havet har. ”Havet er utrolig sårbart. Nogle af de store problemer skyldes forurening, overfiskeri og trawlfiskeri. Vi arbejder derfor intenst med at sørge for, der bliver passet bedre på havnaturen og på at forhindre, at fiskebestande bliver overfisket. Det gør vi ved at rejse problemstillingerne over for politikerne, men vi gør det også gennem samarbejde med supermarkederne og ved at opfordre alle jer, der er med her i dag, til at spise bæredygtige fisk,” sagde hun.
Billederne i fotokonkurrencen er blevet bedømt af fire dommere, der har et særligt engagement i havet. Ved kåringen var panelet repræsenteret af Mikkel Beha Erichsen, vært på Go’ Morgen Danmark og Katherine Richardson, professor i havbiologi på Københavns Universitet. Med i dommerpanelet var også filminstruktør og dykker Lasse Spang-Olsen og fotojournalist Nikolai Linares.
I kategori 1 vandt billedet fra Lillebælt taget af Jacob Varberg.
Om det sagde dommerne:
”Vi var slet ikke i tvivl, da vi så billedet. Det er vinderbilledet. Det er et utrolig smukt billede, som viser den fantastiske verden, der findes under havets overflade. Lyset er også helt rigtigt i lagt. Billedet har dybde og er meget spændende at kigge på.”
I kategori 2 vandt Lars Laursens billede af en nøgensnegl, taget i Isefjorden.
”Det er et virkelig overraskende billede. Det er vildt og ser jo næsten helt spacy ud. Det viser en nøgensnegl, som er et lille dyr, der lever i havet. Det er også et meget smukt billede. Man stopper op og nyder at se på det, og man tænker, at det er utroligt noget så flot lever i vandet,” fortalte dommerne.
Kategori 3, dommernes særpris, vandt Jakob Øllgård Hansen med sit billede ved Lynetten i København.
”På det her billede mødes flere verdener – naturen under vand, himlen og den menneskelige verden med industrien omme på den anden side. Det er det gamle B&W, der engang lå der. Essensen af fotokonkurrencen er at give en oplevelse af livet under vandet, hvor flot der er, og at det findes helt tæt på os alle sammen. Det indkapsler dette billede rigtig godt i mødet mellem de tre verdener. Derfor får det dommernes særlige pris,” fortalte dommer Mikkel Beha Erichsen.
Det vandt de:
Kategori 1
- Hajdyk i Kattegatcentret
- Snorkleudstyr fra dykkerforretningen Kingfish
- WWF badehåndklæde
- Canon undervandskamera
- Bøger om den danske natur fra Gyldendal
- WWF badehåndklæde
- Natursafari med Aarhus Sea Rangers
Se alle de indsendte fotos i billedserien her.
Relaterede links
Stenrev ved Storebælt
Tredje pladsen i kategori 1 "Livet på et stenrev" gik til Martin Nielsen, der vandt WWF hånklæde og årskort til Den Blå Planet.
Om billedet sagde dommerne:
...”Farverne er utrolig flotte på billedet, hvor man kan se masser af liv på stenrevet. Det er overraskende, at så mange farver af blå, grøn, lilla kan dukke op i vandet på ét sted. Det er flot, at det er lykkes fotografen at indfange det.
Billedet viser flot ”havets skov” og den frodighed og mangfoldighed, der findes i vandet. I alle hjørner af billedet, er det noget at se på.
”Det er som om, at billedet siger ”Kom igen Røde Havet – tag mig i stedet. Det er Danmarks svar på berømte dykkersteder som Zanzibar i Afrika."
Søstjerne ved Smidstrup
Anden pladsen i kategori 1 "Livet på et stenrev", gik til Jesper Nielsen, der vandt flot snorkeludstyr fra Kingfish.
Om billedet sagde dommerne:
”Det er et vågent øje fra fotografen, der har indfanget billedet af søstjernen. Lyset på billedet fremhæver tydeligt, hvor smukt der er på bunden af havet.
Det ser næsten ud som om, at søstjernen vinker til os. Man føler sig velkommen i billedet – også hos søstjernen!"
Sæl ved Hesselø
Anden pladsen i kategori 2 "Et havdyr", gik til Jonas Thormar, der vandt bøger om dansk natur fra Gyldeldal.
Om billedet sagde dommerne:
”Det er et splitsekund, der har været til at tage billedet af sælen. Det er flot indfanget af fotografen. Der er et flot samspil med naturen på billedet.
Sælen er et af havets store dyr, der er helt øverst i fødekæden. Den er smuk at se på og samtidig Danmarks største rovdyr. Det er et fantastisk billede”.





Kommentarer
blog comments powered by Disqus