WWF og ICC har givet høringssvar om jernmine i Grønland
I høringssvaret slog vi ned på en række emner – blandt andet:
- konsekvenserne af øget skibstrafik i fjorden, hvor der er et rigtigt dyreliv
- risikoen for spild af olie
- lokalbefolkningens brug af området til rensdyrjagt
- energiforsyningen.
Øget brug af vandkraft
Grønland har store potentialer for vandkraft og i bunden af Godthåbfjorden er der søer, der kunne sikre grøn energi til minen, men desværre er vandkraft ikke del af det foreslåede mineprojekt. I stedet foreslår selskabet bag minen, London Mining, at energiforsyningen sikres med to dieselgeneratorer. Desværre vil energiforsyningen til drift af minen alene betyde en stigning i Grønlands CO2 udledning med 47 pct. Byggede man et vandkraftværk ville stigningen alene være 2 pct. Samlet set anbefaler en ud af tre høringssvar – som WWF og ICC – at vandkraft bliver en del af løsningen.På Grønlands Selvstyres hjemmeside kan man læse både VVM og VSB undersøgelsen – og nederst vores og de 32 øvrige høringssvar, der er indgået.
Et spejl på et samfund
Høringssvarene afspejler de mange konsekvenser, som et storskala projekt har for et mindre samfund som det grønlandske. Anlæg af jernminen, veje og havneanlæg vil blive udført af udenlandske arbejdere, og i et lille samfund er der en bekymring for, hvilke konsekvenser det vil have for Nuuk. En anden udfordring er at sikre, at der i projektet også bliver jobs til grønlandske arbejdere og praktikpladser til unge grønlandske håndværkere under uddannelse.En anden bekymring i høringssvarene er, hvad minen har af konsekvenser for hvaler, sæler og fisk i Godthåbfjorden. Fjorden bruges året rundt af både fangere og fiskere, og der er en bekymring for om jernminen og sejlads af brændstof og jernmalm ind i fjorden vil påvirke økosystemerne her. Andre høringssvar tager udgangspunkt i spildevandshåndteringen og i oplagringen af affaldsprodukter ved minen.
Endelig tager en ud af tre høringssvar fat i problemstillingen omkring energiforsyningen og CO2. Samlet vil jernminens aktiviteter betyde en mer-udledning på 89 pct. i forhold til Grønlands nuværende udledning. Bredt indeholder alle høringssvarene her en opfordring til, at London Mining integrerer vandkraft i projektet.
Alle høringssvarene er blevet overdraget til London Mining, der som det næste skridt i processen skal tage stilling til alle forslag og kommentarer. Herfra imødeser vi selskabets kommentarer til vores høringssvar og vi håber, at vores anbefalinger bliver inddraget i det videre arbejde.
Fakta
WWF Verdensnaturfonden har indledt et projektsamarbejde med ICC Inuit Circumpolar Council. Høringssvaret er et led i dette projektsamarbejde.Projektet støttes af Villumfonden.


Kommentarer
blog comments powered by Disqus