EU’s fiskeriministre vender det døve øre til, når der skal fastsættes fiskekvoter



Nyhed lagt på den 18 december 2012  | 
Fisk som dumpes fra en trawler i Atlanterhavet
© © Mike R. Jackson / WWF-CanonForstør
En ny rapport fra WWF viser, at EU’s fiskeriministre kun har fulgt forskeres videnskabelige råd i 13 procent af tilfældene, når der er blevet fastsat fangstkvoter. Det er sket til trods for, at EU gennem en tiårs-periode har bevilliget omkring 7,5 millioner Euro til de samme eksperter for at få videnskabelige anbefalinger. Et kæmpe paradoks, mener WWF’s generalsekretær Gitte Seeberg.

"Det er simpelthen uforståeligt, at EU’s fiskeriministre kun har fulgt de videnskabelige anbefalinger i 1 ud af 10 tilfælde, oven i købet anbefalinger fra de selvsamme forskere EU har betalt for at komme med videnskabelige råd og vejledning. EU’s fiskeriministre skal følge deres egne eksperters anbefalinger for, hvad der er bæredygtige kvoter, ellers er de jo med til at legalisere overfiskeri", siger WWF’s Verdensnaturfondens generalsekretær Gitte Seeberg.

WWF’s nye rapport viser, at der de sidste mange år er taget beslutninger af EU’s fiskeriministre, som har bidraget til, at der er sket et betydeligt overfiskeri i europæiske havområder. I gennemsnit er fiskekvoterne blevet sat 45 procent over forskernes anbefalede kvoter, og det har samlet set betydet, at fiskekvoterne i løbet af de sidste 9 år er blevet overskredet med 6,2 millioner ton. Et legaliseret overfiskeri der har medvirket til, at vi i dag har en situation, hvor EU’s fiskeriflåde de sidste 10 år systematisk har udplyndret sine egne farvande, hvilket har medført, at 2/3 af alle vurderede fiskebestande i de europæiske havområder er overfisket. For Middelhavet vurderes det, at hele 80 procent af bestandene er overfiskede.

"WWF’s analyse viser tydeligt, at der er behov for klare rammer, der kan sikre at EU’s fiskeriministre er lydhøre overfor videnskabelige anbefalinger, når de fastsætter fiskekvoter. Der er hårdt brug for at vores europæiske havområder begynder at blive forvaltet efter videnskabelige anbefalinger. Det er den eneste måde, hvorved Europas fiskebestande få mulighed for at komme sig", slutter WWF’s generalsekretær.
Fisk som dumpes fra en trawler i Atlanterhavet
© © Mike R. Jackson / WWF-Canon Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus