Succesprojekt sikrer både isbjørne og mennesker



Nyhed lagt på den 01 februar 2013  | 
For første gang i tre år er der i det forgangne år ikke blevet skudt nogen isbjørne som resultat af konflikt mellem bjørne og mennesker i Arviat i Nunavut i Canada.

Det er resultatet af et succesfuldt WWF-projekt, som nu har løbet i to år og som vil køre igen næste år.

Projektet er en del af en bred international indsats, der sigter mod at reducere konflikter mellem mennesker og isbjørne; konflikter, som har alvorlige konsekvenser for både dyr og mennesker.

- Projektet beskytter både befolkningen og isbjørnen og skaber samtidig opmærksomhed om situationen, siger Bob Leonard, som er borgmester i Arviat.

- Med fortsat støtte kan vi forhåbentlig blive ved med at reducere konflikterne mellem isbjørne og mennesker og i stedet promovere det harmonisk og gensidigt afhængige forhold med naturen, som vi her i Arviat vægter meget højt, siger borgmesteren videre.

Flere og flere bjørne kommer tæt på
Ifølge myndighederne og lokalbefolkningen i Arviat er isbjørne i de senere år blevet en hyppigere og hyppigere gæst, hvilket også gælder i andre dele af Arktis – for eksempel Grønland. Det er uklart, hvorfor det sker, men klimaforandringernes effekt på havisen – den smelter hurtigere og hurtigere og udbredelsen bliver mindre og mindre - er en af de mulige og sandsynlige forklaringer.

Den udvikling har ført til stigende bekymring fra befolkningen, da det naturligvis er farligt for både mennesker og andre dyr - og bjørnen selv - hvis en isbjørn besøger en by.

Som resultat af projektet har byen fået mulighed for at ansætte en isbjørnevagt, der i de tre måneder, hvor der er størst risiko, patruljerer uden for byen og sikrer, at isbjørnene ikke kommer for tæt på.

Samtidig er der opsat bjørnesikrede affaldsstativer og elektriske hegn omkranser flere af de områder, hvor byens slædehunde befinder sig.

WWF-projektet i Arviat er støttet af Coca-Cola Canada og Nunavuts regering.
Foto: Hamlet of Arviat
© Hamlet of Arviat Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus