WWF: Stop plyndringen af havet



Nyhed lagt på den 05 februar 2013  | 
Fisk som dumpes fra en trawler i Atlanterhavet
© © Mike R. Jackson / WWF-CanonForstør
Borgere, fiskere og branchefolk kræver sammen med WWF Verdensnaturfonden nu, at medlemmerne af Europaparlamentet sætter en stopper for 30 års overfiskeri – og i stedet støtter den ambitiøse reform af CFP, Common Fisheries Policy.

For første gang nogensinde har europaparlamentarikerne mulighed for at være med til at forme og vedtage en reform af Den Fælles Fiskeripolitik i EU, der skal gælde de næste ti år - og den chance bør de altså gribe, mener WWF Verdensnaturfonden.

- Fiskeriministrene har gennem de seneste 30 år sanktioneret overfiskeri og de har kun fulgt den videnskabelige rådgivning i det, der svarer til ét ud af ti tilfælde. Det har bragt det europæiske fiskeri på randen af kollaps, men nu har europaparlamentarikerne chancen for at handle, der hvor fiskeriministrene svigtede, siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Ønsket om et bæredygtigt fiskeri deles også af en stor del af befolkningen.

Krav om bæredygtighed
En WWF-undersøgelse viser, at over 80 procent af EU-borgerne har et ønske om, at den fisk, de køber, er bæredygtig, ligesom tusindvis af EU-borgere har bedt politikerne om at stoppe overfiskeriet gennem ’Paint a Fish’-kampagnen.

Og handling er helt nødvendig lige nu, lyder det fra WWF Verdensnaturfonden:

- Det vil ramme fiskersamfundene, hvis vi ikke får en ordentlig reform af fiskeriet. Det vil nemlig betyde tab af job og omsætning, hvis fiskebestandene bliver ved med at falde, siger Gitte Seeberg.

- Folket efterspørger denne reform, markedet efterspørger denne reform og fiskerne efterspørger denne reform. Uden reformen ser fremtiden dyster ud for det europæiske fiskeri, siger hun videre.
Fisk som dumpes fra en trawler i Atlanterhavet
© © Mike R. Jackson / WWF-Canon Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus