Bæredygtige rejer er stor sejr | WWF Denmark

Bæredygtige rejer er stor sejr



Nyhed lagt på den 22 februar 2013   |  
Det vestgrønlandske rejefiskeri er nu MSC-certificeret.
© Foto: Rune Langhoff/WWF Verdensnaturfonden
Nu kan de danske forbrugere bidrage positivt til udviklingen af det bæredygtige Grønland, mens de samtidig gør noget godt for miljøet.

Valget træffer vi hver dag ved køledisken, fastslår WWF Verdensnaturfonden.

Det vestgrønlandske rejefiskeri er nemlig, som det første grønlandske fiskeri overhovedet, blevet erklæret bæredygtigt og er derfor blevet tildelt miljømærket MSC, der er forbrugernes bedste garanti for bæredygtighed til havs.

Og det bør de danske forbrugere nu gå efter at belønne, når de skal købe rejer i supermarkedet.

- Det her er en god mulighed for de danske forbrugere til ikke bare at træffe et godt valg for miljøet, men også til at støtte den rigtige udvikling af Grønland, når de næste gang skal købe rejer, siger WWF Verdensnaturfondens generalsekretær Gitte Seeberg.

Kæmpesejr for Grønland
Certificeringen af det vestgrønlandske rejefiskeri sker som resultat af en fem år lang proces, hvor den grønlandske fiskerisektor har ydet en stor og målrettet indsats.

- Det er en kæmpesejr for miljøet og forbrugerne, men naturligvis også Grønland som helhed. Den grønlandske økonomi er totalt afhængig af fiskeriet og økonomien bliver med denne anerkendelse fremtidssikret, siger Christoph Mathiesen, programleder for fiskeri og akvakultur hos WWF Verdensnaturfonden.

Formanden for den grønlandske regering, Naalakkersuisut, Kuupik Kleist, fastslog i sin nytårstale for 2012, at målet er, at alle arter i det grønlandske fiskeri opnår MSC-certificering. Og den målsætning deler WWF Verdensnaturfonden.

- Kuupik Kleists udmelding lover godt for fremtiden. Det er den vej, Grønland bør gå, for det er helt nødvendigt at vise ansvarlighed på fiskeriområdet. Vi ser ligesom Naalakkersuisut gerne, at flere fiskerier bliver MSC-certificeret og nu hvor rejefiskeriet er på plads, kunne hellefiskfiskeriet være et naturligt næste skridt, siger Christoph Mathiesen.

Om MSC
MSC står for Marine Stewardship Council. Det er en miljømærkning af fisk - og det den bedste garanti for bæredygtighed. WWF var med til at etablere ordningen i 1997.

MSC bygger på tre principper:

- Fiskeriet skal være på et niveau, der er bæredygtigt for fiskebestanden. Det vil sige, at fiskeriet skal stoppes før alle fiskene er fanget. Ethvert godkendt fiskeri skal fungere på en måde, så fiskeriet kan fortsætte i det uendelige, fordi ressourcerne ikke overudnyttes

- Fiskeriet skal reguleres på en måde, så havets økosystemer bevares

- Fiskeriet skal opfylde alle lokale, nationale og internationale love og have et ledelsessystem, der kan reagere på skiftende omstændigheder og fastholde bæredygtighed.

I 2012 fik WWF eksterne konsulenter til at sammenligne MSC-certificeringer med tre andre fremtrædende ordninger, og undersøgelsen viste klart, at MSC er den mest miljørigtige, troværdige og gennemskuelige ordning. MSC blev vurderet som et robust mærke, der bygger på solide data og som løbende forbedres.
Det vestgrønlandske rejefiskeri er nu MSC-certificeret.
© Foto: Rune Langhoff/WWF Verdensnaturfonden Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus