Balancen mellem forbrug og ressourcer
Danskernes forbrug æder verdens naturressourcer. Hvis alle levede som os, ville det kræve tre ekstra jordkloder. Vores globale fodaftryk er et udtryk for, hvordan vi med vores forbrug i Danmark lægger beslag på arealer over hele Jorden. Når vi trækker en ny trøje over hovedet, er der gået et lille stykke landbrugsjord til at producere den bomuld, den er lavet af. Og når vi køber et spisebord, er der gået et lille stykke skov til at producere det træ, det er lavet af.
Samlet set forbruger alle mennesker på Jorden på et år godt en femtedel mere, end naturen er i stand til at levere. Det betyder, at Jordens økosystemer langsomt slides ned. Regnskove fældes eller omdannes til landbrugsjord, vores fiskebestande er overudnyttede og levesteder for dyr og planter forsvinder. Der er behov for, at der gøres en indsats for at reducere vores forbrug af naturressourcer, ligesom vi må tage et større medansvar for de miljøproblemer, der opstår uden for landets grænser, som følge af vores forbrug.
Arbejdet med at sikre en bedre balance mellem forbrug og ressourcer indgår derfor centralt i WWF's arbejde.
Kina – verdens fabrik
Kina oplever i disse år en hastig økonomisk vækst, hvilket betyder, at millioner af kinesere kommer ud af fattigdom. Væksten kan blandt andet lade sig gøre, fordi en stor del af Vestens traditionelle produktion er flyttet til Kina. Det gælder både løbesko, tøj, brugskunst, havemøbler, legetøj og elektronik. Dermed er en stor del af Vestens forurening og miljøbelastning flyttet med. En stor del af forureningen i Kina er altså i virkeligheden vores forurening, der bare er rykket om på den anden side af Jorden. Selvom kinesernes forbrug er stigende, så har den gennemsnitlige kineser stadig et globalt fodaftryk, der er langt lavere end det, som vi danskere har.
WWF Verdensnaturfonden arbejder for at fremme bæredygtig udvikling i Kina. Kina kan producere ting billigt, og målet for vores arbejde er at gøre Kina til producent og eksportør af nogle af de miljøvarer, som verden har brug for – energisparepærer, solceller, osv. Herved kan Kina løse sine egne miljøproblemer og hjælpe resten af verden med at løse vores.