Klimaet i krise


Over hele verden forandrer klimaet sig. Vejret bliver voldsommere og mere ekstremt – med alvorlige konsekvenser for mennesker, dyr og natur. Den globale gennemsnitstemperatur stiger hurtigere end forventet, og konsekvenserne er omfattende. Klimaforandringerne er i dag en af de største udfordringer, menneskeheden står overfor.

Årsagerne til den globale opvarmning skyldes især verdens voksende udledninger af drivhusgasser fra afbrænding af de fossile brændsler kul, olie og naturgas. Drivhusgasserne lægger sig som glasset i et drivhus over Jorden og holder på solens varme.

Verdens fattige betaler den højeste pris
Det er især de rige lande, der er ansvarlige for udledningen af drivhusgasser, men det er de fattige lande, der betaler den højeste pris. Skævheden skyldes, at mange fattige mennesker lever i de områder, som bliver mest påvirket af klimaændringerne. Mange er direkte afhængige af landbrug, og her har selv små ændringer i klimaet, f.eks. hvis regntiden bliver forsinket, alvorlige konsekvenser. Det er et stort problem, da udviklingslandene ikke har økonomi og menneskelige ressourcer til at afværge skaderne fra klimaforandringerne.

Løsningen findes
Heldigvis har vi redskaberne til at bremse den globale opvarmning og bringe verdens klima i bedre balance. Ansvaret ligger først og fremmest hos verdens politiske ledere. Det er helt afgørende, at de når til enighed om at skrue ned for CO2-udslippet og op for vedvarende energikilder og energibesparelser.

Målet for WWF’s klimaarbejde er, at verdens regeringer enes om en aftale, som vil være i stand til at holde den globale temperaturstigning under 2 grader celsius. En stigning på 2 grader er smertegrænsen, fordi vi på den anden side af den formentlig vil slippe nogle kræfter løs i naturen, som vil medføre temperaturstigninger, vi ikke vil være i stand til at kontrollere.

WWF Verdensnaturfonden deltager i nationale såvel som internationale klimaforhandlinger og lægger pres på verdens regeringer for at få dem til at skabe de nødvendige politiske ændringer, som kan sikre verdens klima. Vi lægger pres på store virksomheder for at få dem til at tage deres del af ansvaret, og vi arbejder sammen med progressive virksomheder over hele verden for sammen med dem at vise politikerne, at det betaler sig at passe på klimaet.

Klimakampagne

Læs mere om WWF Verdensnaturfondens klimakampagne

© WWF-Canon / Adam Oswell

WWF-Canon / Adam Oswell

Vil du vide mere?

Se rapporter, holdningspapirer og links under Bibliotek

© WWF Verdensnaturfonden

Bliv Klimapartner

Bliv Klimapartner og støt WWFs' klimaarbejde.

Læs mere her

© WWF-Canon / Michel Terrettaz

(c) WWF-Canon / Michel Terrettaz