Hvalhajer
Hvalhajen, verdens største fisk på op til 18 meter, er i princippet beskyttet af Washington Konventionen om handel med truede dyr og planter. Men i praksis er beskyttelsen meget begrænset. Hvalhajen er fx fredet i Filippinerne, hvor WWF har været med til at udvikle hvalhajturisme, som giver lokalbefolkningen en god ekstraindtægt. Men hvis slagtningen af hvalhajerne i andre dele af Koraltrekanten får lov til at fortsætte, er det tvivlsomt, hvor længe turister vil kunne blive ved med at observere de enorme hajer.
WWF-projektets aktiviteter vil i de første år primært handle om satellitovervågning og foto-identifikation i Donsol i Filippinerne, og arbejdet vil foregå i tæt samarbejde med den lokale befolkning og den australske hvalhajforsker Brad Norman og organisationen ECOCEAN.
Havskildpadder
Havskildpadderne er truet af fangst, der trods forbud stadig finder sted. Derudover er vigtige levesteder for havskildpadderne under pres, og der sker forurening og tilsiltning af vigtige søgræsområder, hvor dyrene finder føde. Derudover ender mange havskildpadder som bifangst i drivgarn og langliner. Det er vigtigt at få kortlagt dyrenes migrationsruter, så der ikke bliver fisket langs ruterne.
I Indonesien vil vi påsætte satellittags på en gruppe havskildpadder, og desuden tage DNA-prøver for at bestemme de enkelte lokale bestande.
Djævlerokker
Djævlerokker er den største rokkeart, som kan blive op til seks meter i vingefang. På trods af navnet er djævlerokker meget fredelige dyr. De senere år har lokale befolkninger i Indonesien startet intensiv nedslagtning af djævlerokker, hvorfra de sælger skindet til læderindustrien, og gællerne til den samme industri, der handler med hajfinner.
I visse områder af Indonesien er man begyndt at høste djævlerokker i et omfang, der kan vise sig at være særdeles ubæredygtigt. Det er i dag ikke ulovligt at fange djævlerokker i Indonesien, men biologer vurderer, at det vil være nødvendigt snarest at indføre en form for beskyttelse. Vores viden om djævlerokker er meget begrænset. Man ved ikke om de dyr, der fanges i et område, er lokale bestande eller om der er tale om dyr, der bevæger sig over større afstande.
For at bestemme hvilke bestande dyrene hører til, planlægger vi at indsamle DNA-materiale i forskellige områder.