Koraltrekanten
Koraltrekanten er verdens mest artsrige havområde, der spreder sig over de østlige dele af Malaysia, store dele af Indonesien, Filippinerne, Papua New Guinea og Solomon Øerne. Her lever nogle af jordens største og mest karismatiske havdyr som hvalhajer, djævlerokker og havskildpadder. Men dyrene er udsat for et stigende pres, som truer bestandenes overlevelse.
Havets ressourcer udnyttes i et stadigt stigende omfang. Det skyldes især efterspørgsel fra de hastigt voksende markeder i Asiens storbyer. Mange dyr ender desuden som bifangst i drivgarn og på langliner. Havskildpadder og hvalhajer er dyr med meget høj levealder og langsom formeringshastighed, hvilket gør dem særdeles sårbare. Blot en lille stigning i udnyttelsen af dem har alvorlige konsekvenser for bestandenes overlevelse.
WWF har konkrete projekter i Koraltrekanten, som arbejder for at skabe en sund, økonomisk udvikling i de fattige kystsamfund samtidig med at havets ressourcer bevares. Derved bevares naturen, og kystsamfundene kan fortsætte med at nyde godt af havets fisk og skaldyr i fremtiden.
Pas på havdyrene
WWF har et særligt program for bevarelse af de store havdyr i Koraltrekanten. Målet er at etablere et netværk af beskyttede havområder i Koraltrekanten, som kan sikre livsgrundlaget for havskildpadder, djævlerokker og hvalhajer. Programmet bruger eksisterende viden samt resultater fra ’tracking’ (fx ved brug af satellit-sendere) til at udarbejde et kort over Koraltrekanten, som viser vandringsruter og levesteder for de store havdyr. Derved skabes grundlaget for at beskytte dyrenes ynglesteder og de områder, hvor de finder deres føde, samt beskytte de vandreruter, som dyrene følger.

Kort over Koraltrekanten