Mekong
WWF's arbejde i Mekong-regionen strækker sig over Thailand, Vietnam, Cambodia og Laos. Fælles for landene er Mekong-floden, som løber tværs gennem regionen. Mekong rummer store og unikke naturværdier i form af skove, floder og vådområder – og regionen er hjemsted for tigre, elefanter, næsehorn og mange andre truede arter.
Vækst presser naturen
Regionen er kendetegnet ved en hastig økonomisk vækst, som betyder, at naturen er under pres fra udvidelse af landbrug og den voksende infrastruktur. Naturen bliver slidt ned, og det truer samtidig den økonomiske vækst, som ofte er baseret på brug af naturen og dens ydelser.
Udvikling der gavner miljø og mennesker
WWF arbejder for at skabe en udvikling i Mekong-regionen, hvor der skabes en økonomisk vækst og udvikling til gavn for de mange fattige i regionen, samtidig med at naturen bevares. Vi arbejder konkret med at sikre bæredygtig og langsigtet forvaltning af vådområder i det nordlige Thailand, ligesom vi også har som mål at skabe bæredygtig landbrugsproduktion i Vietnam, som er skånsom over for miljøet, og som ikke gør indhug på landets skove.