Bæredygtigt rejeopdræt i Vietnam

Omkring en halv million små rejefarme dominerer landskabet, når man rejser gennem Mekondeltaet i det sydlige Vietnam. Tidligere var området præget af risbønder, men i 2000 åbnede regeringen op for, at bønder kunne lægge om til rejeopdræt. Resultatet er ikke til at tage fejl af: Fra at stå for syv procent af tigerrejerne til det globale marked i 1997, placerer Vietnam sig i dag som en af verdens førende tigerrejeproducenter. Planen tog imidlertid ikke højde for vækstens negative følgevirkninger på miljøet og de små samfund.

Mangroveskove er mange steder blevet fældet for at give plads til rejefarmene. I dag er halvdelen af verdens mangroveskove udryddet på grund af rejefarme. Samtidig bliver rejerne ofte opdrættet på måder, der forurener og udpiner miljøet omkring farmene, ligesom rejeproduktionen typisk er afhængig af foder, der er fremstillet af overfiskede vilde arter.

Det gør WWF
WWF arbejder i Mekong deltaet i Soc Trang og  Ca Mau-provinserne. I sidstnævnte provins er Vietnams tigerrejeproduktion mest udbredt; her lever over halvdelen af de 256.700 familier i dag primært af rejeopdræt. Farmerne får hjælp til at organisere sig i kooperativer og lærer om, hvordan de begrænser brugen af kemikalier og får støtte til at lade sig certificere

I 2006 indledte WWF desuden en såkaldt akvakulturdialog for rejer (Shrimp Aquaculture Dialogue – ShAD). Målet er at udvikle internationale standarder for rejeopdræt, der tager højde for de miljømæssige og sociale problemstillinger, der hidtil har været en af bagsiderne ved de tigerrejer, vi i dag kan finde i supermarkedernes kølediske. Det forventes at de første certificerede tigerrejer vil være i handelen  i 2011, under certificeringsordningen ASC (Aquaculture Stewardship Council).

Mange af de små rejefarmere producerer rent faktisk deres rejer på en relativt bæredygtig vis. Men de har i kraft af deres størrelse hverken de økonomiske eller tekniske ressourcer til at efterkomme de krav, som markedet stiller til certificeringsordninger. WWF tester igennem projektet derfor, hvordan man kan justere standarderne og de administrative krav, så det via gruppecertificeringer bliver muligt for de små producenter at lade sig certificere. Dermed forsøger vi at forhinde en potentiel social slagside, hvor kun de større producenter kan dokumentere, at de lever op til miljøkravene, hvilket vil ramme de små producenter hårdt økonomisk – selv dem, de rent faktisk producerer rejerne fornuftigt.

Tilbage