Indtag de unikke danske kystlandskaber


Der er stadig steder, hvor man kan opleve utæmmet, vild natur i Danmark. De danske kyster udgør i virkeligheden den mest unikke landskabstype, vi kan byde på i europæisk sammenhæng. Sammen med vore lavvandede, indre farvande har Danmark på dette område virkelig noget at tilbyde verdens natur. Kun få steder i verden oplever man nemlig et så varieret og mangfoldigt kystlandskab som det danske - med stor formmæssig og biologisk variation og foranderlighed.

Over halvdelen af vores godt 7.000 km samlede kyststrækning er nogenlunde oprindelig natur. Og den eneste autentiske natur, vi har i større målestok. Her kan nutidsdanskeren opleve naturen i fri udfoldelse. Klinterne, der brydes ned, mens revler, tanger, odder og strandvolde bygges op. Eftersom både tidevand og land- og havniveau ændres over længere perioder, undergår kysten hele tiden en levende og kompleks forandring.

Det hele er resultatet af det landskab, istiden efterlod for 12.000 år siden. Med vinden som drivkraft og bølger og strøm som værktøj har naturen siden flyttet rundt på Danmarks kyster. De bevæger sig og forandres hele tiden. Landskabet skifter omrids.

20 spændende kystlandskaber
Der findes talrige spændende kyststrækninger i Danmark. Langt flere end hvad der er nævnt i det følgende. De områder, der er valgt her, hører til de mest værdifulde og er samtidig udtryk for en geografisk spredning i landet.

Danmarkskort_kystlandskaber

1. Rubjerg Knude
Storslået landskab ud til Vesterhavet med næsten 100 meter høj flyvesandsklit, hvor naturens kræfter kommer til fri udfoldelse, og hvor sandet er ved at begrave det gamle fyr og fyrboliger. Enestående udsigt fra toppen ved fyret.

2. Bulbjerg og Lild Strand
Bulbjerg er en 47 meter høj klippe af kalksten, der rager ud i Skagerrak, men langsomt må bøje sig for havets erosion. Danmarks eneste fuglefjeld med ynglende rider og mallemukker. Kysten mellem Bulbjerg og Lild er en typisk udligningskyst (lige kyst uden bugter og fremspring på grund af stor materialetransport) med bred sandstrand og klitrækker ind mod land.

3. Fra Lodbjerg til Stenbjerg
Storslået og dramatisk kystlandskab, hvor Nordsøens brutale kræfter dominerer og hele tiden forandrer kysten, der omfatter høje flyvesandsklitter. Adgang til kysten fra Lodbjerg Fyr, Lyngby eller Stenbjerg.

4. Fra Stensnæs til Voerså
Lav kyststrækning, der består af hævet havbund fra Stenalderen. Flere steder ses smukke systemer af strandvolde, der viser tidligere kystlinier, og hvordan kysten har ændret sig med tiden. Dannelse af krumodder og lave barriereøer (sandøer) ses bl.a. ved Stensnæs.

5. Bøvling Klit
Imponerende udligningskyst, der strækker sig nordpå og sydpå fra Torsminde og kun brydes af Torsminde Sluse. Klitten er ganske smal og må til stadighed sikres for at forhindre gennembrud af havet.

6. Fra Henne Strand til Blåvands Huk
På denne kyststrækning, der kan nås via flere veje og P-anlæg, findes brede, næsten uendelige sandstrande og forklitter, der inderst følges op af nogle af de mest imponerende klitlandskaber i Danmark.

7. Vadehavet
Hav- og kystområdet fra Ho Bugt til den dansk-tyske grænse er et særdeles dynamisk og spændende område, domineret og styret af tidevandet. Så ubetinget Danmarks vigtigste internationale naturområde. Iagttages fx meget fint på vejen til Mandø og fra Rømø-dæmningen.

8. Muldbjerge
Markant og imponerende moræneknold, der rejser sig fra det omgivende flade land ud mod Kattegat. Dynamisk kystforland med vadeflader, strandenge og lave sandøer (barriereøer), der forsvinder og gendannes. 

9. Røjle Klint
Imponerende klintekyst, hvor der frem mod Kasmose Skov findes stejle skredklinter af plastisk ler. Nogle steder skrider klinten ud og danner store fald, bl.a. med mange store træer. Kan være svært at passere. Interessante kildevæld i klintefoden (P-plads ved klinten).

10. Helnæs
Kysten langs halvøen byder flere steder på storslået natursceneri med bl.a. klinter, skovbevoksede skrænter, sandtanger og krumodder. P-pladser ved Bo Bakker, Helnæs Mølle, Helnæs Strand og Lindehoved Fyr.

11. Enebærodde, Nordfyn
6 km lang og smal landtange med strandenge, vadehav og hedestrækninger med enebær. Smukke opbygninger af strandvolde, der vidner om et særdeles dynamisk kystlandskab.

12. Rørvig Halvøen
Kysten vest for Korshage opbygget af strandvolde mod Flyndersø og Dybesø, som er strandsøer, afspærret fra havet af strandvolde. Fra Korshage mod syd findes smukke strandvolde, der ender i odden Skansehage. 

13. Røsnæs
Yderst mod fyret stejle klintekyster, hvor nøgne klinter veksler med bevoksede. Dynamisk kyst med smukke, tungeformede dale, dannet ved udskridning. De solrige skrænter rummer et særligt planteliv, betinget af det specielle lokalklima. P-plads ved Røsnæsgården og fint afmærket stisystem.

14. Stevns Klint
Stejl kystklint, opbygget af kalk og skrivekridt. Særdeles spændende og dynamisk, storslået kyststrækning. Kun adgang til kysten få steder, og passage langs stranden begrænses af klinteskred. Adgang til stranden fra Bøgeskov Havn, Holtug Kridtbrud, Stevns Naturcenter, Højerup Kirke og Boesdal Kalkbrud.

15. Knudshoved Odde, Sydsjælland
Storslået landskab med muligheder for intense naturoplevelser. Spidsen af odden, fra Draget, indeholder smukke kystprofiler. Turen helt ud til yderste spids er lang og krævende, men giver mulighed for enestående seværdigheder i et dynamisk kystlandskab.

16. Strandegårds Dyrehave og Feddet
Dynamisk kystlandskab, hvor havet æder af klinterne ved Strandegårds Dyrehave (som er naturskov) og aflejrer materialet ved Feddet. P-plads ved Strandegårds Dyrehave (vej forbi Delhovedgård ind i skoven). Til Feddet ad Fedvej fra Strandegård til P-plads ved campingplads.

17. Møns Klint
Velkendt udflugtsmål. De klippelignende, hvide kridtklinter udgør et af de smukkeste naturscenerier og de mest dramatiske kystprofiler i landet. Adgang til stranden fire steder ad trapper. Vandretur gennem Jydelejet (smukt overdrev) kan varmt anbefales.

18. Albuen ved Nakskov Fjord
Særdeles spændende og særpræget kystlandskab. 5 km langt og smalt drag, der mod nord breder sig ud til en imponerende krumodde. Meget dynamisk landskab, der med mellemrum stedvis overskylles af havet. Adgang til fods fra P-plads ved Ydø eller med postbåd fra Nakskov Havn.

19. Hammeren, Nordbornholm
Særdeles spændende kystområde omkring Hammerknuden med afrundede klippekyster, der afveksler med dybe indhug og monumentale, fritstående formationer i vandet. Storslået landskab, som er formet af hav, vejr og vind gennem årtusinder.

20. Fra Gudhjem til Helligdomsklipperne
Et af de smukkeste steder på Bornholm med storslået klippekyst og sprækkedale. Markante klippeformationer. Sti ude ved kysten næsten hele vejen. P-pladser ved Salne, Stevelen og Helligdomsklipperne (Bornholms Kunstmuseum.)

Læs mere om kysterne og om deres dyr og planter i:

 Danmarks kyster (Politikens Forlag)

Hvad finder jeg på stranden (Politikens Forlag)