Besøg gammel dansk halvnatur


En gang var det en dominerende del af det danske landskab - overdrevet, som i sin oprindelige betydning var den del af landsbyens jord, der som "udmark" lå uden for de dyrkede marker, og som ikke var skov eller eng. Det blev brugt til græs­ning af husdyrene. Før landbrugsreformerne i slutningen af 1700-tallet lå store landområder hen som overdrev, også kaldet fælleder.

Overdrevene er oprindeligt fremkommet ved rydning af skov. De træer og buske, der fort­sat spirede frem, er hele tiden blevet holdt nede, dels af de græssende dyr og dels af datidens bønder. Derimod er de urter, som vokser på de åbne overdrev, tilpasset fårenes og krea­turernes bid. Vegetationen består navnlig af græsser og lave urter, som efter afbidning er i stand til at skyde op på ny fra knopper tæt ved jorden.

Overdrevene er ligesom enge og heder kul­turskabte - deraf navnet halvnatur. De indeholder væsentlige naturelementer i form af vilde dyr og planter, men de kan kun opretholdes ved fortsat drift i form af græsning. Overlades de til sig selv, vil de atter blive til skov.

I tidens højproduktive landbrug er overdrevene stort set forsvundet. Enten er de inddraget i driften, eller de er ble­vet tilplantet. I dag findes de mest som mindre klatter på stejle bakker og på uop­dyrkelige skrænter i ådalene og langs vore kyster. Mindre end 1 pct. er tilbage af de overdrev, der fandtes en gang.

På et overdrev, som aldrig har været gødet, kan man opleve en meget varieret og righoldig flora. Her kan man finde op til 50 forskellige plantear­ter, der vokser side om side på blot én kva­dratmeter. På tilsvarende gødede area­ler, fx marker der ligger brak, vokser stort set kun de få ar­ter, som er i stand til at udkonkur­rere alle de andre.

Med de senere års ændringer i land­bru­get er græsningen på mange overdrev desværre aftaget eller helt ophørt. Mange overdrev præges derved af en stigende tilgroning med buske og træer. Gødning er regulær gift for de vilde planter på overdrevet. På gødede partier bliver fodergræsser som hundegræs og rap­græs totalt dominerende sammen med agertidsel og stor nælde, og de udkonkurrerer de oprindeli­ge planter på overdrevet. Hermed ændrer over­drevet totalt karakter og ligner mest af alt en kulturgræsmark med kun få arter af planter og dyr.

20 spændende overdrev i landet 

Danmarkskort_overdrev

Her kan du se interessante og spændende overdrev i Danmark:

1. Bakker og skrænter ved Skibt­ved i Vendsyssel 
Syd for Frederikshavn. Overdrev på mere eller mindre sur bund med tilhørende rigt og spændende planteliv.

2. Lien og Fosdalen, Hanherred 
Øst for Fjerritslev i Hanherred. Skov- og lyngbevokset dal, der munder ud i landets største indlandsskrænt, kaldet lien, som er et smukt og storslået overdrevslandskab. P-pladser langs Fosdalsvej og vandretursfolder om området.

3. Mulbjerge i Himmerland 
Flot og markant moræneknold nær Dokkedal ud til Kattegat. Græsset og indhegnet overdrev ved Gulhøj med talrige spændende planter og tætte bevoksninger af bl.a. nikkende kobjælde og blodrød storkenæb. P-plads nær indgang til overdrevet.

4. Bramslev Bakker ved Mariager Fjord 
Usædvanligt smukt, fredet overdrevslandskab øst for Hobro. Fåreafgræssede skråninger, hvor græs- og lyngarealer veksler med tætte krat af enebær og træer. Spændende urteflora på overdrevet. Vandrestier fra P-plads ved Røkkendal.

5. Læsten Bakker nær Randers 
Vest for Fussing Sø. Smukt bakkelandskab, fredet og med afgræsset overdrev. Vejen mellem Fussingø gods og Læsten by passerer de tørre, lyngklædte bakker.

6. Jernhatten, Djursland   
Fredet, næsten 50 meter højt bakkedrag ud mod Kattegatkysten. Afgræsset overdrev på kalkholdig bund, derfor bl.a. flere orkidéer. Sti til bakketoppen.

7. Mols Bjerge 
Storslået, bakket landskab med skove og store partier med åbent, afgræsset overdrev. Særdeles rigt planteliv, sjældne insekter m.m. Vidt forgrenet net af grusveje og stier. Besøgscenter med naturudstilling ved Øvre Strandkær. Vandretursfolder.

8. Overdrev på Helgenæs, Djursland 
Store græsningsarealer omkring Klæbjerg med velbevarede overdrev. De mange blomstrende planter sætter foråret og sommeren igennem deres præg på landskabet. Varmekrævende insekter blandt sommerfugle, biller og myrer findes i området. P-plads og adgang ad stier. Vandretursfolder.

9. Nordby Bakker, Samsø
Storslået landskab med bakkede overdrev, afvekslende med dybe dale. Fra Issehoved i nord langs vestkysten til Møgelskår i syd. Mange sjældne planter som bakkenellike, gul evighedsblomst, hjorterod og blodrød storkenæb. Flere P-pladser og vandrestier i landskabet. Vandretursfolder.

10. Bo Bakker, Helnæs, Fyn
Umiddelbart syd for Helnæsdæmningen. Fredet bakkelandskab med en smuk og meget uforstyrret, artsrig flora med bl.a. nikkende limurt, svalerod og kornet stenbræk.  P-plads hvorfra adgang til bakkerne.

11. Rødme Svinehaver, Sydfyn 
Syd for Stenstrup. Lille, højtliggende lyng- og græsklædt overdrev på sur bund med bl.a. en meget fin mos- og svampeflora. Drej til højre fra Odense-Svendborg-vejen mod Egebjerg. Parkér lige før byskiltet "Rødme" og følg markvejen lige øst for gården med husnummer "37". Ejeren af overdrevet bor her. Spørg om lov til at besøge det indhegnede overdrev.

12. Røsnæs-halvøen 
Yderste del af halvøen med smukke, solrige skrænter, hvorpå der stedvis er afgræsede overdrev, fx syd for Røsnæsgården, ved Nordre Mademose og ved P-plads ved Fyrskoven. Hører til de tørreste og varmeste dele af Danmark og med spændende, såkaldt Storebæltsflora. Flere vandrestier i området. Vandretursfolder.

13. Eskebjerg Vesterlyng 
Sydvest for Havnsø. Sjællands største overdrevsområde med åben, afgræsset lynghede med spredte enebær. Spændende flora. Flere småveje med P-pladser fra vejen mellem Eskebjerg og Havnsø.

14. Ejby Ådal ved Isefjorden 
Nord for Ejby ud til Bramsnæs Bugt. Smukke skråninger og skrænter langs ådalens sider, hvorpå findes afgræssede overdrev på kalkholdig bund. Nikkende kobjælde, mange orkidéer, samt sjældne planter som grenet edderkopurt og skovkløver. Adgang fra P-plads nord for ådalen.

15. Jægersborg Dyrehave 
Nord for København. Den meget store slette omkring Eremitageslottet er tidligere marker omkring nedlagt landsby. Mindre partier har karakter af overdrev med spændende planter. Det meste af sletten er dog botanisk uinteressant på grund af overgødskning ved det store dyrehold.

16. Enø Overdrev, Sydsjælland   
Østlige del af Enø, bygget op af mange strandvolde. Afgræsset overdrev med spændende planteliv og desuden en fornem svampelokalitet. Adgang til overdrevet fra P-plads. Undgå at forstyrre fuglene i yngletiden.

17. Knudshoved Odde   
Yderste del af langstrakt odde vest for Vordingborg. Særdeles smukke, afgræssede (af bison) overdrev med spændende vegetation og særlig stemning af fortid. Lang spadseretur (heldagstur) fra P-plads midt på odden.

18. Jyde­lejet på Møn 
Ved Klinteskoven. Smuk slugt ud mod klinten med et kalkrigt overdrev med mange arter af orkidéer, herunder flere sjældne arter. Stedvis forekommer enebærkrat og mangestammede bøge. Sti fra P-plads. Vandretursfolder.

19. Høvblege på Møn   
Ved Klinteskoven øst for Mandemarke. Meget smukt, afgræsset overdrev på kalkholdig bund og med steppeflora og flere arter af sjældne orkidéer og insekter. Sti fra P-plads ved overdrevet.

20. Hammeren og Slotslyngen, Nordbornholm 
Særdeles smukke og særprægede, afgræssede overdrev, afvekslende med skovbevoksning. Hammerknuden med tæt netværk af vandrestier. Slotslyngen meget skovdækket men er stedvis ryddet og afgræsset, hvorved smukke overdrev er opstået. Vandretursfolder.