Verdens skove
Verdens skove er under pres. I troperne forsvinder der årligt skov svarende til 2-3 gange Danmarks areal, og skovene er også under pres på vore breddegrader, eksempelvis i Rusland og Østeuropa.
En af de vigtigste årsager til, at skovene ødelægges er rydning af skov for at give plads til landbrugsproduktion. Den omfattende tømmerhugst, hvor træer fældes ulovligt, er også et stort problem.
Danmark importerer store mængder ulovligt træ og har således et medansvar for ødelæggelsen af verdens skove. Ansvaret ligger hos den danske regering og de virksomheder, som handler med træ. WWF mener ikke, det er rimeligt, at danske forbrugere risikerer at få ødelagt skov på samvittigheden, når de køber træprodukter.
Bæredygtig skovdrift
WWF arbejder for at der sættes et stop for importen af illegalt træ til Danmark og EU. Og vi arbejder samtidig for, at offentlige institutioner og danske virksomheder indkøber træ, der er FSC-certificeret og dermed lovligt og bæredygtigt produceret.
WWF arbejder også med konkrete skovprojekter i Afrika og Asien. I Afrika har vi i en årrække arbejdet med bæredygtig forvaltning af skovområder i Uganda, blandt andet i skove, som er levested for gorillaer og chimpanser. I Asien arbejder vi med bæredygtig landbrugsproduktion, der gavner skoven i stedet for at fælde den.