Voldsom afskovning

Hvert minut ryddes et areal af primært tropisk skov, der svarer til 36 fodboldbaner. På årsbasis svarer det til cirka tre gange Danmarks størrelse.

Det har alvorlige konsekvenser for over en milliard mennesker, som er afhængige af de ressourcer, der kommer fra skoven. Men også verdens biodiversitet er truet. De tropiske skove er nemlig levested for over halvdelen af alle plante- og dyrearter. 

Palmeolie og soja er de store syndere 
Alene fra 2000 til 2006 steg de områder, hvor de to afgrøder dyrkes med næsten 22 millioner hektar – eller hvad der svarer til fem gange Danmarks størrelse.

Palmeolie er i dag verdens mest efterspurgte vegetabilske olie, og indgår i en stor del af supermarkedernes varer, også herhjemme. Den vegetabilske olie findes i alt fra kage, chips og færdigretter til vaskepulver, rengøringsmidler og kosmetik.

Soja går primært til at fodre svin, kvæg, høns, får og fisk, og kødet ender også i danske kølediske. Men vores forbrug herhjemme behøver ikke være årsag til ryddet skov andre steder på kloden.

WWF arbejder både fra kontoret i Danmark og i resten af verden på at gøre produktionen af palmeolie og soja mere ansvarlig, så den ikke foregår på bekostning af flere regnskovsområder.

Illegal tømmerhugst
Det vurderes, at 20-40 procent af den globale tømmerproduktion er illegal. Ikke nok med, at det rydder regnskoven. Den illegale produktion presser prisen på tømmer ned på verdensplan.

Organisationen Traffic estimerer, at Tanzania i 2004-2005 har mistet et beløb (58 million USD), der svarer til opførslen af næsten 2000 folkeskoler i Tanzania.

Skovrydningens konsekvenser for klimaet
Afskovningen er ansvarlig for cirka 12-20 procent af verdens samlede udslip af drivhusgasser. Den globale opvarmning medfører blandt andet lokale oversvømmelser og vandmangel.  

Opdateret december 2011

Vidste du, at

- Palmeolie primært kommer fra store plantager opført på tidligere regnskovsområder i Indonesien og Malaysia.
Læs mere i WWF's Palmeolierapport.

- Soja er årsagen til, at især Brasilien og Argentina rydder skov for at gøre plads til marker.
Læs mere i WWF's Sojarapport.

Illegal tømmerhugst

Tømmerhugst er illegal, når fældning, transport, forarbejdning eller salg er i modstrid med national lovgivning.

© Brent Stirton/Getty Images/WWF-UK


Living Forests Report 2011

Læs WWF's rapport Living Forests

1. kapitel viser, hvor lidt af klodens skove, der er tilbage i 2050, hvis vi ikke griber ind nu.

2. kapitel handler om, hvordan vi undgår at producere bioenergi på bekostning af vigtige skovområder.

© WWF