21. januar 2010
WWF Verdensnaturfonden kommer ud med et dårligt regnskab. Et minus på 5,3 millioner betyder at egenkapitalen er nede på 0,8 mio kroner. Det dårlige resultat kommer efter et år, hvor WWF har været meget aktiv særligt på klimaområdet, og har opnået masser af medieomtale. Det har imidlertid ikke givet udslag i nye bidragskroner.
”Desværre viste vores sidste regnskabsår – 08/09 – et stort underskud. Allerede kort tid efter jeg tiltrådte midt i året, stod det klart at vi ikke havde en passende balance mellem indtægter og udgifter, og jeg greb derfor ind. Det betød blandt andet at vi måtte sige farvel til et antal medarbejdere. Det har ikke været sjovt, men det var nødvendigt,” siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF.
”Så det har været et rigtig skidt år økonomisk. Vi har gjort alt hvad der stod i vores magt for at påvirke klimapolitikken. Vores medlemmer forventer at vi går ind og kæmper hårdt for verdens klima og verdens natur, og det har vi gjort. Men vi er kommet ud med et underskud”, fortsætter Gitte Seeberg.
Bestyrelsesformand i WWF Verdensnaturfonden Steen Riisgaard siger: ”WWF gik ind i året med et aggressivt budget fordi vi ønskede at være en ledende stemme i mediedebatten ved COP15. Det lykkedes. Med det blev også dyrere end forventet. Samtidig viste det sig vanskeligt at skaffe indtægter på grund af den globale finanskrise. Gitte Seeberg greb resolut ind straks efter sin ansættelse og har oprettet økonomien, så der igen er balance mellem indtægter og udgifter.”
Også en række andre faktorer har spillet ind.
”Finanskrisen har betydning. Vi har mistet en lille million på en arv, der bestod af aktier. Mens vi ventede på at få den udbetalt styrtdykkede aktierne nemlig. Og vi har mistet penge ved sidste års julehandel, hvor vi havde underskud på salg af tøjdyr som julegaver. Det var det år, hvor julehandelen gik i stå. Vi har budgetteret for optimistisk, med indtægter der aldrig kom. Endelig har vi haft udgifter til en kontorflytning. Vi bor nu i en tidligere industribygning i Københavns Nordvestkvarter, og der er vi flyttet ud for at spare i husleje. Men flytningen har alligevel været dyrere end forventet det første år, blandt andet på grund af tre måneder med dobbelt husleje. Endelig er vi ramt af løn til fratrådte medarbejdere. Det har betydet ekstraomkostninger i sidste regnskabsår”, fortæller Gitte Seeberg.
Til gengæld er der lys forude.
”Nu er vi igennem, og vi har fået styr på sagerne. Vi har fået flere indtægter og færre udgifter, og kan koncentrere os om at bevare klodens dyreliv og rige natur, og kæmpe for klimaet – for det er det, vi helst vil”, siger generalsekretæren.
For mere information:
Kommunikations- og marketingschef, Rasmus Helveg Petersen,
mobil: 31 75 72 39, r.helveg@wwf.dk