2. september 2010
Følgende debatindlæg blev bragt i Politiken 1. maj 2010.
Af John Nordbo og Martin Risum Bøndergaard, WWF Verdensnaturfonden.
Foto: Mark Burkhart / WWF Canada
Det vil ikke være en økonomisk byrde at omlægge til vedvarende energi, hvis EU-landene beslutter sig i fællesskab.
Den europæiske vækst vil halte efter både Asien og USA i resten af 2010. Det forventer IMF nu på baggrund af en netop offentliggjort World Economic Outlook. Det er en situation, der vækker ubehag i Europa.
EU’s stats- og regeringschefer blev da også sidst i marts enige om hovedelementerne i en ny langsigtet vækststrategi for Europa frem mod 2020. Den nye tiårs-plan, som går under betegnelsen 2020-planen, skal afløse den lidet succesfulde Lissabonplan fra 2000, som havde til hensigt at gøre Europa til verdens mest konkurrencedygtige økonomi i 2010.
Europæisk økonomi har længe haltet bagefter i sammenligning med resten af verden. Et af de helt store problemer, som har pint EU det seneste årti, er underskuddet i handlen med resten af verden.
Den i særklasse største post i EU’s handelsbalanceregnskab er underskuddet i handlen med fossile brændsler. Dette kan ses illustreret i figuren, som viser, dels den tætte sammenhæng mellem underskuddet i EU’s handel med fossile brændsler og EU’s generelle handelsbalanceunderskud, dels at problemet har været støt stigende i en årrække.
EU’s afhængighed af fossil energi belaster handelsbalancen
Araberolie og russergas
En stor del af forklaringen på EU’s alvorlige handelsbalanceproblemer skal altså findes i EU’s afhængighed af import af fossil energi fra Mellemøsten og Rusland. Selv om den aktuelle økonomiske recession har lettet det værste pres på oliepriserne og dermed reduceret pengestrømmen ud af EU, vil udviklingen kun forværre situationen fremover.
Det internationale energiagentur vurderer, at verdens energibehov vil stige med 40 pct. frem til 2030. Befolkningstilvæksten vil med en forventet befolkning på over 9 mia. i 2050 drastisk øge energibehovet.
77 pct. af de kendte oliereserver findes i OPEC-landene, mens Iran, Qatar og Rusland tilsammen tegner sig for over halvdelen af de kendte gasreserver. EU besidder ca. 1 pct. af verdens oliereserver, 2 pct. af naturgassen og 7 pct. af kullene. Det betyder, at halvdelen af EU’s energibehov i dag dækkes via import – stigende til 65 pct. i 2030, hvis udviklingen fortsætter som hidtil.
Det fremføres ofte, at klima- og energipolitik må betragtes som sikkerhedspolitik. Men klima- og energipolitik må i endnu højere grad betragtes som økonomisk politik: Den ugunstige energipolitiske situation har store økonomiske omkostninger for EU. Der er tale om en betragtelig overførsel af velstand fra Europa til de energieksporterende lande. I 2008 importerede EU fossil energi for 452 mia. euro. Samme år betød det, alene hvad angår olieimporten, at EU i runde tal sendte henholdsvis 29, 16 og 14 mia. euro til diktaturstaterne Libyen, Saudi Arabien og Iran.
Farvel til dansk olie- og gaseventyr
Kombinationen af den stigende konkurrence om de resterende fossile energiressourcer og koncentration af reserverne i få lande vil medføre stigende og mere ustabile priser – og dermed negative effekter for virksomheder og forbrugere.
Energipriserne har også mere overordnede nationaløkonomiske aspekter. Det danske samfunds udgifter til energi udgør i dag 5-6 pct. af BNP mod 14 pct. i begyndelsen af 1980’erne. I 2007 brugte Danmark omkring 40 mia. kr. på køb af brændsel i udlandet. Inden for få år forventes det samlede indenlandske forbrug af fossil energi at overstige produktionen af olie og gas. Ifølge Energistyrelsen vil det ske i 2013.
Klima og økonomi som win-win-situation
Det har længe været en udbredt opfattelse at betragte klimapolitik – herunder udvikling og udbygning med vedvarende energi – som en byrde for økonomien. Med energiafhængigheden i baghovedet er det et spørgsmål, om ikke man bør se sammenhængen mellem klima- og energipolitik og økonomisk politik som en win-win-situation.
Hverken EU’s eller Danmarks strategi på området synes dog for alvor at erkende, hvor alvorligt et problem for såvel klimaet som EU’s handelsbalance importen af fossile brændsler udgør. EU’s klima- og energistrategi indeholder således ingen bindende mål for energibesparelser. Energibesparelser skal langt højere op på den politiske dagsorden, da de ofte er meget omkostningseffektive og betyder mindre import af fossile brændsler.
Hertil kommer, at en kraftig satsning på energibesparelser såvel som vedvarende energi indeholder kolossale muligheder for jobskabelse.
Europa må gribe muligheden
Ikke desto mindre er det fortsat dagligdag, at høre danske og europæiske politikere tale om store økonomiske omkostninger, når de skal begrunde en afvisning af at hæve det klimapolitiske ambitionsniveau fra 20 til 30 procents CO2-reduktion i 2020. Det er ærgerligt, da en ægte visionær klima- og energipolitik, som ønsker at fremtidssikre dansk og europæisk økonomi, består i at kunne se positive muligheder frem for begrænsende byrder.
De fælleseuropæiske og nationale klimastrategier bør i langt højere grad samtænkes med såvel kortsigtet kriseløsning som langsigtet fremtidssikring af økonomien. Det er nu, der skal tages politiske beslutninger, som intensiverer en energipolitisk omstilling til gavn for både klimaet og økonomien.
For mere information:
John Nordbo
Klima- og miljøchef
tlf 35 24 78 53
j.nordbo@wwf.dk
Martin Risum Bøndergaard
Klima- og miljøpolitisk medarbejder
tlf 35 24 78 44
m.boendergaard@wwf.dk