Earth Hour 2010 - Det kan du lave i mørket

23. marts 2010

Lørdag den 27.marts fra kl. 20:30-21:30 slukker danskerne, sammen med resten af verden, lyset for klimaet, når den verdensomspændende Earth Hour kampagne atter får verden til at gå i sort og over hele landet venter der stemningsfulde og anderledes oplevelser i mørket.

Skulle man være i nærheden, kan man bl.a. se Eiffeltårnet, Pyramiderne, Sydney Opera House, Taipei 101 (verdens 2. højeste bygning, red.) og Empire State Building slukke lyset for klimaet. For dem, der opholder sig under de danske himmelstrøg, er der dog ingen grund til at kede sig under Earth Hour. Rundt omkring i landet vil der i den mørke time foregå forskellige arrangementer og events, der gør det nemt at støtte klimaet og få en spændende og stemningsfuld oplevelse på samme tid.

København byder på grønne cocktails, pejsehygge og stjerneudsigt  
I hovedstaden vil man i den mørke time forhåbentligt kunne se et usædvanligt syn: Mælkevejen. Københavns Astronomiske Forening vil stå klar på Rådhuspladsen med teleskoper og stjernekiggeri til folket mellem kl. 14 og kl. 23. Om aftenen fremvises planeterne Mars og Saturn og så er der en god chance for at få en usædvanlig god udsigt til Mælkevejen når lyset slukkes kl.20:30. Har man set stjerner nok kan man få varmen hos Café Retro, som tænder op i pejsen, erstatter det elektriske med levende lys og byder på akustisk live musik for at markere Earth Hour. Alternativt kan man tage på First Hotel Vesterbro, der i aftenens anledning har ansat en flair bartender (en bartender-artist, der f.eks. jonglerer med flasker eller laver magiske tricks i baren), som vil lave grønne cocktails og ifølge hotellet selv give et ”uforglemmeligt” show.

Lanterneoptog og koncerter i Fredericia
I Fredericia vil kommunen markere dagen med en ”Sluk Lyset”-kampagnevogn på Axeltorv. Her vil borgere, politikere og nogle af kommunens medarbejdere uddele gratis bivokslys, elsparepærer eller lanterner. Kl.20 starter et lanterneoptog på Volden, der går fra Bymuseet kl. 20 og slutter i Vandtårnet, hvor der serveres varme drikke og småkager. Bagefter er der fri adgang op i Vandtårnet til kl. 22.
Desuden kan man komme til koncert på Det Bruunske Pakhus med Helene Blum og Harald Haugaard, der i den første halve time spiller et mere stille, akustisk program i stearinlysenes skær. Er man til det lidt vildere, vil der være Earth Hour Music koncert med international Metal Music i Ungdommens Hus.

Spøgelser, korsang og flammeshow i Sønderborg
En helt særlig Earth Hour time kan man få i Sønderborg. Her kan man bl.a. tage på spøgelsesvandring og se hvad der gemmer sig om natten i de mørke gange på Sønderborg Slot. Ghostwalking arrangementet starter kl. 20 med mødetid kl. 19:50. Lige så stemningsfuldt men mindre uhyggeligt vil det gå for sig i Skt. Marie Kirken, hvor der vil være gratis candlelight koncert med Sønderjysk Pigekor kl.20. Begge arrangementer slutter kl.21, hvorefter man kan følges til Rådhustorvet. Her har kommunen arrangeret et spektakulært flammeshow med dansere, der svinger ildkæder og ildstave om kroppen til trommernes rytmer og LED energi besparende lys effekter.

Eventyrlig tidsrejse i mørket med Ribes vægtere
Når Ribe by slukker gadelysene mellem kl. 20.30 og 21.30 vil to af Ribes vægtere tage deres vægteruniform på, morgenstjernen i hånden og tænde deres lygte for at føre et hold turister og lokale sikkert gennem Ribes gader, mens de fortæller eventyrlige men ikke desto mindre sande historier om konger og dronninger, hekse på bål, halshuggede sørøvere, brande og oversvømmelser fra Ribes 1300 års historie. Vægteren plejer først at starte sine faste rundgange i Ribe fra d. 1. maj, men trækker altså den 27.marts alligevel i sin uniform og går denne specielle tur i Ribe for på én gang at markere både Ribes Byjubilæum og den internationale Earth Hour. Turen starter fra Danhostel Ribe kl. 20.30, og det er gratis at deltage.

Fakkeltog og fællessang til sjællænderne
Kulturhuset i Ringsted byder fra kl. 20 på ”Alsang” og økologisk kaffe og kage. Her kan man hygge sig i den mørke time med at synge sine yndlingssange fra Højskolesangbogen, og ifølge arrangørerne behøver man hverken at kunne læse noder, eller være god til at synge, for at være med til fællessangen. Mellem sangene kan man få en klimasnak med Agenda 21 koordinator Kristen L. Christensen.

I Albertslund vil der være et stemningsfuldt fakkeltog, der starter kl.20.15 fra Kanalens kvt. 138 til "Bjerget" i Kongsholmparken, hvor der vil være udsigt til et forhåbentligt mørklagt Albertslund syd.

Gør det selv Earth Hour
Skulle der ikke være noget Earth Hour arrangement i nærheden, eller har man bare lyst til at blive hjemme, kan man også slukke lyset for klimaet og markere Earth Hour indenfor hjemmets fire vægge. ”Der er rigtig mange muligheder for at bakke op om kampagnen og gøre Earth Hour til en særlig time derhjemme,” siger Annemette Nielsen, som er kampagnekoordinator for Earth Hour 2010 i WWF Verdensnaturfonden. ”Man kan f.eks. invitere vennerne til en klimavenlig candlelight dinner, eller hygge sig med familien til højtlæsning eller X-factor finale i stearinlysenes skær. Så det er nærmest kun fantasien der sætter grænser for, hvad man kan foretage sig mens man slukker lyset for klimaet.”

Man kan finde arrangementer i sit lokalområde og tilmelde sig Earth Hour kampagnen på www.wwf.dk/earthhour.
Earth Hour er en del af WWF Verdensnaturfondens og Trygfondens klimakampagne.

 
Læs mere om kampagnen her

© WWF

© WWF

(c) WWF