Københavns erhvervsliv bakker op om Earth Hour Copenhagen

25. september 2009


Når københavnerne mørklægger deres stuer for klimaet under WWF Verdensnaturfonden og Trygfondens kampagne Earth Hour Copenhagen, får de følgeskab af mange af de største repræsentanter for dansk forretnings- og erhvervsliv. Den 16. december kl. 19 trækker virksomheder, butikker og institutioner i København stikket - og indstiller den hektiske julehandel i præcis én time. De karakteristiske neonskilte og lysfacader, der dominerer København, vil med ét gå ud, og gaveindkøb og julestemning sættes på stand by til fordel for at sende statslederne en klar besked om, at også de københavnske virksomheder ønsker sig en ambitiøs klimaaftale, der kan bremse de katastrofale klimaforandringer, verden står overfor.

En af de virksomheder, som slukker lyset, er Hotel D´Angleterre. Restauranten, baren og hotellets fællesarealer vil mørklægges totalt under Sluk lyset-timen. Også facadespots slukker, så skiltene og flagene, der pryder bygningen, vil ikke være til at se for de mange julehandlende, der færdes på Kongens Nytorv under Earth Hour Copenhagen. Signalet om luksus og ekstravagance, som det fashionable hotel sender ud til forbipasserende, bliver for en time skiftet ud med signalet om behovet for at gøre noget ved de klimaforandringer, verden står overfor.

"Normalt skilter vi ikke med hverken vores miljøhensyn eller sociale initiativer, men her er der netop tale om at gøre det så synligt som muligt, at vi alle har ansvar for vores klima. Det vil vi gerne være med til. Vi håber også, at det vil give vores gæster anledning til at dreje samtalerne i baren og restauranten ind på dét, det hele drejer sig, nemlig de klimaudfordringer vi står overfor”, siger Pernille Lueken Lehm, Human Resources Manager på Hotel D´Angleterre, der har allieret sig med en elektriker under Earth Hour Copenhagen, der skal sørge for at det rigtige lys bliver forsvarligt slukket.

Også stormagasinet Illum slukker lyset for klimaet. At det er midt i den travle juletid er ikke noget, der bekymrer forretningsdirektør John Hansen fra Illum. ”Vi tror, at alle vil være så opmærksomme på Earth Hour Copenhagen, at det ikke vil undre de mange julehandlende, at facaden går i sort”. Inde i forretningen vil der på udvalgte steder også være dæmpet belysning og tændte stearinlys, og klokken 20 vil både butiksvinduer og lyset indenfor i butikken slukke. ”Vi vil selvfølgelig orientere vores kunder over vores interne højtaleranlæg”, siger John Hansen, der ikke tror, at det vil gå ud over julesalget. ”Jeg regner med at vores kunder tager godt imod, og at det oven i købet kunne gå hen og blive en stemningsfuld aften at handle i Illum”.

Udover Illum og Hotel D´ Angleterre har en række store virksomheder meldt sig til kampagnen Earth Hour Copenhagen. Herunder Dansk Industri, Carlsberg, A.P. Møller Mærsk, Tivoli, Nykredit, Codan, McDonald´s - og flere melder sig hele tiden under fanerne. Inden Earth Hour Copenhagen går i luften, håber WWF Verdensnaturfonden, at hundredvis virksomheder har tilsluttet sig kampagnen og slukker lyset den 16. december sammen med tusindvis af københavnere.

Earth Hour Copenhagen er del af TrygFonden og WWF Verdensnaturfondens klimakampagne med opbakning fra Københavns Kommune.

WWF Verdensnaturfonden lancerer fredag ny Earth Hour-kampagneside på www.wwf.dk/earthhour

Kontakt:
Eskil Holten Haargaard, kampagneleder Earth Hour Copenhagen
Mobil: 20 61 9434
E-mail: e.holten@wwf.dk

 

Earth Hour Copenhagen

Se den nye kampagneside

 

© WWF