28. januar 2010
En ny rapport fra WWF viser, at tigerbestanden i Mekong-regionen er faldet med 70 procent siden 1998. Ifølge rapporten,
Tigers on the Brink: Facing up to the Challenge in the Greater Mekong, er tigerbestandene i de fem Mekong-lande, Vietnam, Laos, Cambodja, Burma og Thailand, siden 1998 faldet fra 1200 til kun at bestå af omkring 350 individer i dag.
Det faldende tal er blandt andet et resultat af den voksende efterspørgsel på tigrenes kropsdele til brug i traditionel kinesisk medicin. Den regionale udvikling af ubæredygtig infrastruktur betyder samtidig, at Mekong-tigrene bliver fordrevet fra deres oprindelige levesteder. Mange af tigrene har så svært ved at tilpasse sig og finde nye levesteder, at det har ført til den kraftige nedgang i bestandene. ”Hvis der ikke handles nu, kan tigerne i Mekong i værste fald være udryddet lokalt i Vietnam, Laos og Cambodja om godt et årti,” siger Nick Cox, koordinator for tiger-programmet i WWF Greater Mekong.
Trods de negative tendenser, er der også lyspunkter for den ikoniske dyreart. Mekong-regionen består af det største sammenhængende tigerlevested i verden. Det er i skovområder, der strækker sig over 540.000 km2 (et areal omtrent på størrelse med Frankrig), at arbejdet på at beskytte tigrene finder sted. ”Her er der et stort potentiale for at øge antallet af tigere, men kun med en koordineret indsats på tværs af regionen i en hidtil uset grad, kan det lade sig gøre at beskytte bestanden,” fortæller Nick Cox.
Rapporten udkommer netop som ministre fra 13 lande (Bangladesh, Bhutan, Cambodja, Kina, Indien, Indonesien, Laos, Malaysia, Burma, Nepal, Rusland, Thailand og Vietnam) mødes i Hua Hin til den første
Asia Minesterial Conference on Tiger Conservation for at intensivere indsatsen for den truede dyreart. WWF opfordrer ministrene til at arbejde for at fordoble antallet af tigere i 2022.
For mere information:
Karoline Rahbek, kommunikationsmedarbejder,
tlf. 35 24 78 51,
k.rahbek@wwf.dk