16. februar 2010
Hver gang smykkeproducenten Arts and Crafts sælger et isbjørnesmykke, går 100 kr. ubeskåret til WWF’s arbejde med at bevare isbjørnen. 3.100 smykker er allerede blevet solgt, og det har givet over 300.000 kr til WWF's indsats i Arktis. Nu udvides succesen til fordel for endnu et truet dyr: Tigeren.
Kollektionen Winter Dream blev lanceret lige før julen 2009 og består af flere typer smykker, der alle er inspireret af Arktis. Isbjørnesmykket er håndlavet og besat med Swarovskisten og viste sig at blive årets julegave. Alene WWF’s netbutik solgte over hundrede smykker.
”Hos WWF er vi meget taknemmelige over Arts and Crafts flotte indsats i forbindelse med at støtte arbejdet i Arktis. Vi behøver den slags tiltag, hvor man er villig til at løbe en risiko og tænke nyt, som de har gjort,” siger Claus Staunstrup, der er corporate relations manager hos WWF.
Isbjørnene i Arktis er en af de arter, der er mest påvirket af de øgede klimaforandringer. De varmere temperaturer forlænger de isfri perioder, og det betyder, at isbjørnene må faste i længere tid, da de bruger isen til at jage på. Det betyder også, at bjørnene får færre unger. Forskere har estimeret, at 2/3 af verdens isbjørnebestand kan være uddød inden for de næste 50 år, hvis ikke der bliver taget hånd om klimaudfordringerne. Ifølge undersøgelser, vil havisen være helt forsvundet om sommeren allerede i 2030.
Salget af isbjørnesmykker har været så vellykket, at Arts and Crafts vil indgå en ny aftale med WWF. Denne gang skal den fokusere på tigere. ”I år er det tigerens år, og i den forbindelse har vi lavet en kollektion med tigersmykker, som vi ser frem til at lancere,” siger Birgit Løjtegaard, der er grundlægger af Arts and Crafts.
For mere information:
Claus Staunstrup Nilsson, Manager Corporate Relations,
tlf.: 35 24 78 57, c.nilsson@wwf.dk