Verden går i sort - Sluk Lyset d. 27. marts

8. marts 2010

Hele verden går i sort

Når Danmark den 27. marts slukker lyset, gør tusindvis af mennesker og virksomheder i mange af verdens storbyer det samme. 100 dage efter verdens ledere forlod København, slukker 829 ikonbygninger verden rundt lyset i en time for klimaet, heriblandt Eiffeltårnet, Tower Bridge i London, St. Peterskirken i Rom, Operahuset i Sydney, Empire State Building i New York, Akropolis i Athen, Colosseum i Rom og Golden Gate Bridge i San Francisco.

”Klimatopmødet i København glippede, men til COP 16 i Mexico skal vi have en ambitiøs og bindende klimaaftale på plads. Nu mere end nogensinde er det nødvendigt at verdens ledere tager klimaforandringerne alvorligt. Vi må handle inden det er for sent. Earth Hour er verdens største klimakampagne og en unik mulighed for mennesker over hele kloden til sammen at lægge pres på beslutningstagerne,” siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Danmark.

Earth Hour bygger videre på den overvældende opbakning som WWF Verdensnaturfonden og TrygFondens Sluk Lyset oplevede den 28. marts 2009, hvor mere end 4000 byer i verden slukkede lyset en time. I Danmark deltog over 1 million mennesker, sammen med virksomheder og institutioner som Københavns Kommune, Tivoli og Dansk Industri.

Og der er brug for opbakningen. Mennesker udleder ca 40.000 millioner ton CO2 og andre drivhusgasser hvert år - et tal, der stiger og stiger. Klimaforskere og eksperter er enige om, at det er nu, kurven må knækkes. Det officielle mål hos verdens rigeste lande er, at temperaturen på kloden ikke må stige med mere end to grader, og at udslippet af drivhusgasser skal halveres inden 2050. John Nordbo, der er programleder for klima i WWF, mener, at det ikke varer længe, før det er for sent at vende udviklingen.

”Jo senere vi kommer i gang, jo mindre sandsynligt bliver det at nå det officielle mål. Hvis vi går i gang nu, vil det betyde, at vi skal reducere vores udledninger med 2 pct. om året frem til år 2050. Hvis vi derimod venter fem år, skal vi reducere med 3,6 pct. om året. Og hvis vi venter 10 år, skal vi reducere med 6 pct. årligt - Så begynder vi at være ude i noget, hvor det bliver urealistisk at vende udviklingen" siger John Nordbo.

Få mere information på www.wwf.dk/earthhour.

Man kan desuden følge med i den internationale kampagne på www.earthhour.org

Fakta om Earth Hour

Earth Hour startede i Australien i 2007, hvor WWF lancerede kampagnen med en fælles opfordring til at slukke lyset en time for klimaet. Mere end 2.2 millioner mennesker i Sydney fulgte opfordringen, og i 2008 udviklede Earth Hour sig til en global begivenhed, hvor 370 byer i mere end 35 lande slukkede lyset for klodens klima og gjorde det til verdens største klimakampagne nogensinde. I Danmark hed kampagnen Sluk Lyset Danmark, men budskabet var det samme, nemlig at klodens borgere er bekymrede for klimaforandringerne og ønsker at sende en stærk appel til verdens ledere om, at der skal gøres noget ved klimaforandringerne. Den 28. marts 2009 stemte over en halv milliard mennesker i mere end 4000 byer igen for klimaet med deres stikkontakt.

Kontakt

Annemette Nielsen,

Kampagnekoordinator

Tel. 35247865

Email: a.nielsen@wwf.dk

Eller

Guri Kærulf Frandsen

Presseansvarlig

3147 8818 / 3524 7842

Email: g.frandsen@wwf.dk