Verdens længste insekt, lungeløs frø og ’ninja-snegl´ opdaget på Borneo

22. april 2010

En frø uden lunger, en ’ninja-snegl’, der skyder elskovspile efter sin mage og verdens længste insekt er blandt de nye arter, der er blevet opdaget i de tre år, der er gået siden en naturbevarelsesplan blev sat i værk af de tre regeringer, der deler verdens tredje største ø, Borneo.

Den nye WWF-rapport, Borneo´s New World: Newly Discovered Species in the Heart of Borneo, beskriver de 123 nye arter, der er blevet opdaget i området siden Brunei, Indonesien og Malaysia i februar 2007 forpligtede sig til at bevare 220.000 km2 af øens tropiske regnskov i en aftale ved navn ”Heart of Borneo”.

”Som de sidste tre års videnskabelige opdagelser viser, bliver der hele tiden fundet nye arter i hjertet af Borneo,” siger Adam Tomasek, der leder WWF’s Borneo-initiativ.

Ifølge Adam Tomasek har forskere og opdagelsesrejsende besøgt øen igennem århundreder, men store dele af dens indre er endnu ikke biologisk udforsket.

Området er levested for ti primatarter, over 350 forskellige slags fugle, 150 reptil- og amfibiearter og 10.000 plantearter, der ikke findes noget andet sted i verden, fremgår det af rapporten. I gennemsnit bliver der opdaget tre nye arter om måneden.

WWF’s kontorer i Malaysia og Indonesien understøtter de tre involverede regeringers indsats for at bevare området på bæredygtig vis. I aftalen fra 2007 har de tre lande bl.a. forpligtet sig til at udvide beskyttede områder, udvikle økoturismen og støtte den bæredygtige brug af øens ressourcer.

”Opdagelsen af de nye arter i Heart of Borneo understreger Borneos utrolige diversitet og fremhæver, hvor vigtige de forpligtelser er, som Brunei, Indonesien og Malaysia allerede har påtaget sig for at beskytte det,” slutter Adam Tomasek fra WWF.

For mere information:
Karoline Rahbek, kommunikationsmedarbejder,
Tlf. 31 13 07 70, k.rahbek@wwf.dk

 

© David Bickfor

(c) David Bickfor

© Peter Koomen

(c) Peter Koomen

© Gemot Vogel

(c) Gemot Vogel