26. august 2010
Vi søger en dygtig og initiativrig medarbejder til at løfte WWF Danmarks klima- og energipolitiske arbejde.
Har du erfaring med lobbyvirksomhed overfor politikere og embedsmænd, pressearbejde og udarbejdelse af politisk analyser, er du den vi søger til at indgå i et team af kompetente medarbejdere, der arbejder på at gøre Danmark og EU til frontløbere i den globale klimakamp.
Du har stor indsigt i klimasagen og formentlig en videregående uddannelse. Dine erfaringer med lobbyvirksomhed kan stamme fra såvel frivilligt arbejde som jobs i det politiske system. Har du erfaringer fra internationalt miljø- eller ulandsarbejde, er det et plus.
Som person er du engageret, men altid saglig. Du er ansvarsfuld og resultatorienteret samtidig med, at du evner at have overblik over mange sager på én gang. Du forstår, at arbejdet i en international NGO kræver fleksibilitet og store samarbejdsevner.
Din primære opgave bliver at søge at påvirke den danske og europæiske klima- og energipolitik. Du kommer til at arbejde sammen med folk fra det danske NGO-miljø og kollegaer i WWF-kontorer over hele Europa.
Ansøgningsperioden er udløbet, vi takker for interessen.
WWF er verdens største og mest indflydelsesrige NGO (non-governmental organization), der arbejder for at bevare natur og miljø. Vi er en udfordrende, konstruktiv, videnskabsbaseret og troværdig organisation, der samarbejder med borgere, politikere og virksomheder. Verdensnaturfonden er den danske afdeling af WWF og del af et globalt netværk, som består af 28 nationale organisationer og 24 programkontorer i tilsammen 40 lande. Kontoret er beliggende i København og har 35 ansatte.