Earth Hour – Verdens største klimakampagne

Da verdens statsledere mødtes i København i december 2009 til det store klimatopmøde COP15, blev to ting tydelige: At der er en historisk stor vilje til at finde en fælles, global løsning på klimaproblemerne. Men også at der stadig er lang vej igen til en bindende, international aftale, der kan forhindre klimaforandringernes alvorlige konsekvenser.

Det er derfor nu, verdens befolkning må lægge endnu større pres på statslederne. I november 2010 mødes beslutningstagerne igen til COP16 i Mexico. Det er af afgørende betydning at en forpligtende og ambitiøs aftale kommer på plads senest til dette topmøde. Nu, mere end nogensinde, gælder det om at handle hurtigt og ansvarsfuldt, inden det er for sent, og gribe chancen for at vende en lurende katastrofe til positive udsigter for kommende generationer.

Vi kan stadig nå at knække C02-kurven

Menneskeheden udleder omkring 40.000 millioner ton CO2 og andre drivhusgasser hvert år, og det er et tal, der bare går op og op. Klimaforskere og eksperter er enige om, at det er nu, kurven må knækkes. Det officielle mål hos verdens rigeste lande er, at temperaturen på kloden ikke må stige med mere end to grader, og at udslippet af drivhusgasser skal halveres inden 2050. John Nordbo, der er programleder for klima i WWF, mener, at det ikke varer længe, før det er for sent at vende udviklingen.

”Jo senere vi kommer i gang, jo mindre sandsynligt bliver det at nå det officielle mål. Hvis vi går i gang nu, vil det betyde, at vi skal reducere vores udledninger med 2 pct. om året frem til år 2050. Hvis vi derimod venter fem år, skal vi reducere med 3,6 pct. om året. Og hvis vi venter 10 år, skal vi reducere med 6 pct. årligt - Så begynder vi at være ude i noget, hvor det bliver urealistisk at vende udviklingen". Hvis vi vil nå at forhindre klimaforandringernes værste konsekvenser, er der altså ingen tid at spilde.

Earth Hour 2010 – verdens chance

Det er op til verdens befolkning at vise deres ledere, at tiden til tøven og frugtløse forhandlinger er forbi; nu skal der løsninger på bordet. Klimaforandringerne kan ikke stoppes med vage hensigtserklæringer eller et enkelt teknologisk fix. Det kræver en ekstraordinær, stor og hurtig indsats og ansvarsfulde og fremsynede politikere, der tør træffe beslutninger der rækker langt ind i fremtiden.

Earth Hour giver klodens borgere en enestående mulighed for at sende en stærk, fælles appel til statslederne for at skubbe på i den rigtige retning.

Sluk lyset den 27.03.2010 - Vær en del af verdens største klimakampagne.