WWF Denmark - Haj

Haj



Nyhed lagt på den 03 maj 2016
Haj Fiskeguide
Haj
© Scandinavian Fishing Yearbook / WWFForstør

Hvorfor er den rød?

Hajen er rød, fordi langt de fleste hajarter er overfiskede. Hajen er blandt andet truet, fordi fiskeriet i stort omfang foregår ukontrolleret. En stor del af hajerne bliver fanget udelukkende på grund af deres finner, der bliver brugt til hajfinnesuppe. Finnerne bliver skåret af og hajen bliver smidt død eller døende tilbage i havet. Hajer bliver også fanget som bifangst ved tunfiskeri og smides døde tilbage i havet.

I de senere år er værdien af hajfinner steget, og det har betydet et endnu mere målrettet fiskeri efter hajer. Bestandene af hajer er særligt følsomme over for fiskeri, fordi de vokser meget langsomt og kun får ganske få unger.

Fakta om hajen

Der findes over 400 forskellige underarter af hajer i verdenshavene. Hajer er ofte i toppen af fødekæden og spiller derfor en afgørende rolle i at holde økosystemet i balance. Det vurderes, at der bliver fanget op mod 100 millioner hajer hvert år.

Bæredygtige alternativer

WWF anbefaler, at du finder et alternativ til hajbøffen og helt undgår hajfinnesuppe. Lad dig inspirere af fiskeguidens grønne arter og udvalget af MSC- og ASC-certificerede fisk.

Vidste du, at…

…den mindre haj, pighajen, findes over hele jordkloden – også i de danske farvande? Pighajen blev tidligere solgt af fiskehandlere under betegnelsen ’kongeål’, men er i dag kritisk truet og tæt på at uddø.

…at hajens ældste forfader svømmede rundt i havene for over 400 millioner år siden? Det er 150 millioner år tidligere, end dinosaurerne levede på jorden.
Haj Fiskeguide
Haj
© Scandinavian Fishing Yearbook / WWF Forstør