| WWF Denmark


 
	© Stephen Belcher Photography

Asiatisk næsehorn

  • Latinsk navn

    Rhinoceros unicornis (Indisk næsehorn), Dicerorhinus sumatrensis (Sumatranæsehorn), Rhinoceros sondaicus (Javanæsehorn).

  • Leveområder

    Indisk: Våde græsområder. Sumatra: Tropisk våd skov. Java: Lav tropisk våd skov. Indisk: Indien, Nepal, Bhutan. Sumatra: Sumatra (Indonesien). Java: Yderste spids af Vestjava (Indonesien).

  • Bestand

    Indisk: Ca. 3.500 individer. Sumatra: Under 100 individer. Java: Ca. 63 individer

  • Længde

    Indisk: 3-3,8 meter lang. Sumatra: 2–3 meter lang. Java: 3,2 meter lang.

  • Vægt

    Indisk: 1,8-2,7 ton. Sumatra: Ca. 800 kg. Java: Ca. 1,5 ton

  • Status

    Indisk: Sårbar. Sumatra: Kritisk truet. Java: Kritisk truet.

Der findes tre arter af asiatisk næsehorn, og de fandtes engang over store dele af Asien. I dag findes de kun i fire lande; Indien, Nepal, Bhutan og Indonesien. Krybskytteri og tab af levesteder er de største trusler mod de tre næsehorn, som alle har været presset til randen af udryddelse. Det indiske næsehorn er langsomt ved at komme sig efter mange års hårdt bevaringsarbejde fra WWF og andre. Java- og sumatranæsehornene er derimod stadig i meget stor risiko for at uddø.

  

Om asiatiske næsehorn

De mange folder i deres tykke hud giver de asiatiske næsehorn et mere pansret udtryk end de afrikanske næsehorn. Det indiske næsehorn, der også kaldes pansernæsehorn, er sammen med det afrikanske hvide næsehorn det største næsehorn. Indisk næsehorn og javanæsehorn har kun et horn, mens sumatranæsehornet har to. De asiatiske næsehorns horn er mindre end de afrikanskes.

Det indiske næsehorn lever næsten udelukkende af høje græsser, som det ofte helt skjuler sig i. Det lever mest alene, men voksne hanner kan mødes for at græsse sammen. Hannerne er ikke særligt territoriale, og territorierne overlapper ofte. Hunnen får sin første kalv ved 5-7 års alderen og får herefter en kalv hvert 1. til 3. år.

Det mindste næsehorn, sumatranæsehornet, er dækket med lange hår og har en spids overlæbe. Det spiser mest kviste, blade, bark og frugter som mango og figner. Sumatranæsehornet lever mest alene. Hunnen er territorial og undgår helst andre hunner. Hunnen får sin første kalv, når hun er 6-7 år gammel, og får en kalv hvert 3.-4. år.

Javanæsehornet minder om det indiske næsehorn, men er blot noget mindre. Dens overlæbe er spids, hvilket gør den i stand til at plukke udvalgte grene, bær og frugter og føre føden ind i munden. Javanæsehornet lever alene med undtagelse af når de skal parre sig.
  

Udbredelse og levesteder

Det indiske næsehorn lever primært i Indien, men også i Nepal og Bhutan. Antallet er stigende, og der er i dag omkring 3.500 voksne dyr i den vilde natur. Det indiske næsehorn foretrækker at leve på store græsområder nær floder eller i sumpede skove.

Sumatranæsehornet lever i bakkede tropiske regnskove i nærheden af vand. Sumatranæsehornet blev erklæret uddød i Malaysia i 2015, fra både den malaysiske Halvø og Malaysisk Borneo. Nu lever den udelukkende i Indonesien, på øen Sumatra, og der er under 100 tilbage.

Javanæsehornet er forsvundet fra stort set alle dens oprindelige levesteder og er i dag udelukkende knyttet til Nationalparken Ujung Kulon på den yderste vestlige spids af Java i Indonesien. Her har den seneste optælling vist, at der kun er 63 individer tilbage. Dens naturlige levested er åben skov og græsområder. Derfor er Ujung Kulons meget tætte regnskov ikke et optimalt levested for arten.

I hvert af de områder, hvor der findes asiatiske næsehorn, er der knyttet en masse andre sjældne og værdifulde dyrearter som f.eks. primaten sølvlangur. Bestræbelserne på at beskytte næsehornene medfører også beskyttelse af et væld af andre arter.
 

 

 
	© Michel Gunther / WWF
asiatisk næsehorn
© Michel Gunther / WWF
 
	© WWF-Canon / Jeff FOOTT
© WWF-Canon / Jeff FOOTT
 
	© 2015 Stephen Belcher Photography
asiatisk næsehorn
© 2015 Stephen Belcher Photography
 rel=
© WWF

Trusler mod asiatiske næsehorn

Oprindeligt har der været store bestande af asiatiske næsehorn spredt ud over store dele af Asien. De holdt til på store uspolerede levesteder, hvor der var masser af mad og gode muligheder for at finde en mage. I takt med den stigende befolkning har mennesket indtaget de fleste af næsehornenes naturlige levesteder. De asiatiske næsehorn lever derfor nu i små isolerede områder og har ofte svært ved at finde en mage og gode områder med føde.

Nationalparken Bukit Barisan Selatan på Sumatra har den største bestand af sumatranæsehorn. Men nationalparken mister hele tiden områder med skov på grund af illegal etablering af kaffe- og risplantager. Sumatranæsehornet konkurrerer derfor med javanæsehornet om at være det mest truede næsehorn i verden!

De små bestande gør næsehornene enormt sårbare overfor sygdom eller naturkatastrofer som jordskælv eller vulkanudbrud. En naturkatastrofe der rammer en af bestandene kan ende katastrofalt. De asiatiske næsehorn er også truet af krybskytteri. Det var årsagen til, at javanæsehornet helt blev udryddet i Vietnam. Det sidste individ blev fundet dræbt uden horn i 2009, og i 2010 blev arten erklæret uddød i Vietnam. Næsehornshorn er stadigvæk efterspurgt i Vietnam, hvor nogle tror, at det kan kurere kræft.

Javanæsehornet er desuden truet af den invasive sukkerpalme. Denne palme vokser normalt ikke i Ujung Kulonområdet, men overtager nu mere og mere plads fra de planter, som javanæsehornet er afhængig af.
  

Det gør WWF

I 1998 etablerede WWF et omfattende program AREAS (Asian Rhino and Elephant Action Strategy), som fokuserer på bevarelse af de asiatiske næsehorn og elefanter. Programmet blev lavet fordi, det stod mere og mere klart, at bevarelsen af de store pattedyr kun kan ske gennem et samarbejde, hvor der både inddrages beskyttelse af levestederne og problemer med stigende udnyttelse af naturressourcer.
 
WWF bidrager til at få stoppet krybskytteriet. Det sker bl.a. ved at støtte og uddanne ’park rangers’, der kontrollerer de asiatiske næsehorns levesteder. I Ujung Kulon nationalparken har WWF været med til at etablere bevæbnede patruljer, der har sikret, at der ikke er sket et eneste drab på javanæsehornet i de seneste par år. WWF har også opsat vildtkameraer og vejleder de ansatte i at overvåge næsehornene.
 
I Terai Arc-landskabet i grænselandet mellem Indien og Nepal har WWF været med til at skabe fremgang for det indiske næsehorn. Der er blandt andet blevet flyttet enkelte næsehorn til nye områder for at skabe nye sunde bestande. Den effektive indsats har båret frugt, og det samlede antal indiske næsehorn er i dag stigende.
 
I Bukit Barisan Seltan Nationalpark på Sumatra arbejder WWF sammen med myndighederne om at samle data på sumatranæsehornene og holde øje med dyrenes tilstand og vilkår. WWF arbejder også tæt sammen med lokale landsbyer i området for at standse afskovningen og genskabe de naturlige levesteder.
 
	© 2015 Stephen Belcher Photography
© 2015 Stephen Belcher Photography
 
	© Mark Carwardine
© Mark Carwardine
 
	© WWF