Ny skovforkæmper hos WWF Verdensnaturfonden | WWF Denmark

Ny skovforkæmper hos WWF Verdensnaturfonden



Nyhed lagt på den 09 december 2014   |  
Thor Hjarsen
© Thor Hjarsen
WWF Verdensnaturfonden har fået ny forkæmper for de tropiske skove. Med ansættelsen af biolog Thor Hjarsen, der har speciale i tropisk skov og biodiversitet, opruster Verdensnaturfonden nu kampen for at få nedbragt Danmarks fodaftryk i verdens grønne lunger. 

Sit speciale skrev han i de bolivianske højlandsskove, hvor han blandt andet var med til at sætte fokus på noget af den mest truede skov i verden, Polylepis-skovene højt oppe i Andesbjergene. Thor har påvist at skovplantning med fyrretræer og eukalyptus ligefrem truede denne følsomme skov, og de unikke fugle og planter, der lever i den.

Jeg kan ikke huske, hvornår det startede. Men skovene og deres dyr har altid haft en helt særlig plads i mit hjerte, forklarer Thor Hjarsen.

I dag er det i høj grad de tropiske skove i Sydamerika og Sydøstasien, der optager ham. Målet med den del af WWF’s arbejde, som du som regnskovspartner støtter, er at reducere Danmarks bidrag til, at skovene bliver ryddet i lande som eksempelvis Brasilien, Argentina, Indonesien og Malaysia. 

Det er en kæmpe opgave, som Thor går til med stor iver – men også med stor ydmyghed:

- Det her er en opgave, som skal løses på mange fronter på samme tid. Vi vil forsætte den intense koordinering med WWF-kollegaer i de berørte lande. Og så vil vi forsætte med at gå i dialog med og lægge pres på de virksomheder herhjemme, som forbruger varer, der er skyld i at skovene bliver fældet eller udnyttet uforsvarligt.

Men det er ikke gjort med det. Thor har også stort fokus på at oplyse forbrugerne. Og den opgave er stor i sig selv, for det er ofte nogle lidt komplicerede historier, der ligger til grund for Danmarks bidrag til skovrydning i troperne:

Et eksempel er jo, at skove fældes i Sydamerika til fordel for sojamarker, hvis afgrøder ender i de danske svin. Sojaen er en skjult synder så at sige. Sådan er det også med palmeolie. Men vi skylder forbrugerne at fortælle om disse ting – og at anvise muligheder for, hvordan man som forbruger kan være med til at flytte på tingene”, afslutter Thor Hjarsen.

Thor er i øvrigt en aktiv bruger af de danske skove, hvor han færdes meget med sin jagthund. Desuden er han aktiv fuglekigger og svampesamler. Thor har også rejst til en lang række af de tropiske skove og studeret dem ved selvsyn i bl.a. Bolivia, Colombia, Ecuador, Brasilien, Venezuela, Indien og Tanzania.
 
Thor Hjarsen
© Thor Hjarsen Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus