Dåsetun tømmer havet | WWF Denmark

Dåsetun tømmer havet



Nyhed lagt på den 01 juni 2011   |  
Tun Fisk Fiskeri Hav MSC
Tundåse
© Karoline Rahbek / WWF
Det er ikke til at se på de stablede tundåser i supermarkedet. Men fisken, der er på top tre over danskernes mest foretrukne, kan både være truet, ulovligt fanget og have hajer og havskildpadder på samvittigheden.

Tekst af Karoline Rahbek, kommunikationskonsulent, WWF

Solen bager ned over havnen i Indonesiens hovedstad, Jakarta, hvor farverige tunbåde ligger side om side. Midt i puslespillet af fartøjer stikker en stor langlinebåd op, der er ved at blive gjort i stand til dens næste togt. Kaptajnen præsenterer sig som Darun, der som mange af landets indbyggere kun har ét navn. Den vejrbidte indoneser tager et hvil fra det hårde arbejde, mens han med rusten stemme fortæller, at livet som tunfisker har ændret sig meget i de 45 år, han har fanget tun til europæiske, amerikanske og asiatiske markeder.

For mange både om for få fisk

”I dag er vi nødt til at være af sted fem til seks måneder på havet ad gangen for at fange nok tun til at overleve. Da jeg startede i sin tid kunne vi fange 70-100 tun på én fangst. I dag ryger kun mellem 10 og 20 fisk på linerne,” fortæller han. Forklaringen på det drastiske fald i antallet af fisk i det Indiske Ocean, hvor Daruns båd sejler rundt i månedsvis i sin søgen på de værdifulde fisk, er simpel ifølge den garvede kaptajn. ”For mange både fisker efter for lidt fisk,” forklarer Darun nøgternt, mens han viser en pose med de kroge, som store mængder af tun bider på fra hans båd.

Darun og bådens 13 fiskeres primære mål, når de sætter deres kilomenter lange liner, er gulfinnet tun. Arten er kritisk overfisket i det Indiske Ocean og tæt på at nå samme betegnelse andre steder i verden. Alligevel er den torpedoformede fisk en af de arter, som man finder i tundåser i Danmark.

Den hastigt voksende tunflåde, som Darun beretter om, er kun en af forklaringerne på, at bestandene falder. Størrelsen af de fisk, som bider på fiskernes kroge eller bliver fanget i store not-net, er en anden årsag: Tundåsen i supermarkedet syner måske ikke af meget, men en gulfinnet tun kan blive op til to meter lang og nå en kampvægt på op til 200 kg. I dag bliver de fleste tun imidlertid fanget lang tid før, de når at blive så store, og dermed også før, de har nået at føre arten videre.

”De fisk, vi får på krogene i dag, vejer mellem 15-50 kg,” bekræfter Darun og skæver hen til den tomme fryseboks, som normalt holder fiskene friske på havet, efter de har bidt på bådens liner.

Ulovlige tun forklædt i metal

Flere af de tunarter, som bliver fanget i Indonesien, er overfiskede eller tæt på at blive det. Alligevel er der ingen kvoter, der beskytter bestandene, som det fx gælder, når danske fiskere sætter til søs efter torsk. Til gengæld opkræver Indonesiens myndigheder fem procent i skat af alle fangster. Det umiddelbart lave tal bliver til store summer i den milliardindustri, som dåsetunen repræsenterer. Skattens bagside viser sig langt fra fastland, hvor tonsvis af tun ofte flyttes fra den ene båd til den anden for at blive solgt illegalt i andre lande. Mange fiskere fristes også til at underrapportere fangster og størrelsen på deres både, bekræfter flere anonyme kilder på den videre rejse i kølvandet på tunen, der slutter på Bali. Øen er verdenskendt for sine hvide sandstrande, grønne rismarker og hinduistiske templer. Men siden 1970’erne er tunfiskeriet, ligesom i resten af verden, boomet i øens fiskerbyer.

Hajer på krogen

På den balinesiske havn Benoa ligger bådene klods op ad hinanden, og det kræver nærmest akrobatiske evner at klatre ud til dem, der ligger længst væk fra kajen. Her bruger flere af fiskerne de samme lange liner, som Daruns båd i Jakarta. De kan fortælle lignende historier om faldende fiskebestande og mange måneder på havet væk fra familien. Men noget er alligevel anderledes på den hinduistiske ø. Siden 2007 er flere og flere nemlig gået over til at bruge cirkelformede kroge, der ikke har samme problemer med bifangst, som de traditionelle kroge.

”Før fangede vi 20 hajer, når vi var af sted. Med de nye kroge bider kun omkring fem på, og druknede skildpadder skal vi næsten aldrig bruge tid på at pille af krogene længere,” fortæller tunfiskeren Warun Witana. Han har fået de nye kroge af WWF, som arbejder på at reducere antallet af de hundrede tusindvis af havdyr, der hvert år dør i tunfiskeriet. Men selvom Warun og de 50 andre fiskere på havnen, som er gået over til de nye kroge, er lidt at en solstrålehistorie, er der lang vej endnu: Hvert år bliver tonsvis af døde fisk og havdyr smidt overbord som bifangst fra den globale tunfiskeri.

Warun er glad for de nye kroge, som gør arbejdet lettere, fordi han ikke længere skal bruge tid på at sortere store havdyr fra de tun, som han og hans familie lever af. Men den balinesiske fisker er bekymret for fremtiden:
”Hvis der ikke sker drastiske ændringer i tunfiskeriet, og hvis antallet af not-både ikke bliver reduceret, vil der ikke være flere tun at fange om ti år,” spår han med en tænksom mine. Den 42-årige fisker ser ud over havnen, som i dag gør plads til de 100 nye not-både, der er kommet til de sidste fire år og tilføjer så: ”Lige meget hvad, vil jeg anbefale min søn at vælge et andet erhverv.”

Fakta: Danskerne køber truet tun i blinde

Der er stor forskel på, hvilken information supermarkederne har på deres tundåser, viser ny undersøgelse fra WWF. Organisationen har nærlæst tundåserne i landets supermarkedskæder, og konklusionen er klar: Forbrugerne bevæger sig i en jungle, hvis de vil undgå at købe tun, der er truet, fanget ulovligt eller med ubæredygtige redskaber. Det eneste, alle dåserne oplyser, er, hvor de er produceret. Men det siger nødvendigvis ikke noget om, hvor tunen kommer fra. 43 ud af i alt 57 forskellige dåser fortæller om tunens art, men kun en tredjedel oplyser, hvor i verden fisken er fanget. Hvordan tunen er hentet op af havet, kan man kun læse på fem ud af de 57 dåser, WWF fandt på supermarkedernes hylder. Kun fire dåser havde det blå MSC-mærke, der er forbrugerens garanti for, at fisken kommer fra en sund bestand, og at den er fanget med omtanke for livet i havet.

Guide: Hvilken tun skal jeg vælge?

Hvis du vil spise tun med god smag i munden, er der flere ting, du kan kigge efter:
  • Der er i dag flere MSC-certificerede tunfiskerier. Det er derfor også muligt, at købe dåsetun med en garanti for, at der ikke foregår overfiskeri, og at fiskerne tager hensyn til andre arter. MSC-mærket sikrer gode fangstmetoder og sunde fiskebestande. WWF fandt fire dåser på supermarkedernes hylder med det blå mærke ud af 57.
  • Hvis du ikke kan finde MSC-mærket tun, så gå som hovedregel efter de dåser med flest informationer om art, fangstområde og fangstmetode. Det er ikke nødvendigvis en garanti for bæredygtighed, men på den måde støtter du en udvikling mod bedre sporbarhed og dokumentation.
  • 14 ud af de tundåser, WWF fandt, som oplyser fiskens art, indeholder skipjack-tun (bugstribet bonit). Den har det langt bedre end de fleste tunbestande.
  • Albacore, som vi fandt seks produkter med, har en sund bestand i bl.a. det Indiske Ocean.
  • Det meste tongol på dåse kommer fra fiskeri med omfattende bifangst og med utilstrækkelig forvaltning og fiskerikontrol. Man kender i dag alt for lidt til tongol og hvor meget fiskeri, bestanden kan bære. Vælg derfor et alternativ, hvis du vil være sikker. WWF fandt syv dåser med arten tongol.
  • 15 af dåserne indeholdt gulfinnet tun (yellowfin). De fleste store bestande er fisket på grænsen til, hvad de kan bære og de kommer ofte fra områder med problemer med ulovligt fiskeri og bifangst. WWF anbefaler derfor, at du finder et alternativ til denne tunart.
Tun Fisk Fiskeri Hav MSC
Tundåse
© Karoline Rahbek / WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus