Et styk koralfisk uden gift, tak! | WWF Denmark

Et styk koralfisk uden gift, tak!



Nyhed lagt på den 01 maj 2011   |  
Hav Fiskeri Koraller
Cyanide fishing in coral reef. Philippines
© Jürgen Freund / WWF
Levende revfisk er en eftertragtet delikatesse i Hongkong. Efterspørgslen efter de friske fisk, har haft store konsekvenser for livet i havområdet Koraltrekanten. Giften cyanid er nemlig en udbredt metode til at lamme og dernæst fange de farverige fisk. Men ud for Borneos kyst er en stor gruppe fiskere i fuld gang med at vende udviklingen med line og krog.

Af Karoline Rahbek, kommunikationskonsulent, WWF Verdensnaturfonden

I Hongkongs eksklusive restauranter svømmer levende revfisk i en bred palette af farver og mønstre rundt i store akvarier. Akvarierne fungerer som levende menukort, hvor sultne gæster med penge nok, bestiller ved selv at udpege den fisk, de har lyst til at spise. De friske fisk, der ofte serveres dampet, kogt eller stegt, er en stor delikatesse i Hongkong og flere steder i Kina. Fiskene koster let 100 dollars per kilo på restauranten, men appetitten efter de levende fisk har haft en helt anderledes pris i Koraltrekantens tropiske hav.

Her har fiskere med giftigt cyanid i fiskekassen fanget tonsvis af revfisk, siden tendensen for alvor tog fat i 1990’erne, fortæller hav- og fiskerimedarbejder i WWF Verdensnaturfonden, Christoph Mathiesen, fra en båd ud for Borneos nordlige østkyst. Han er rejst til Koraltrekanten for at undersøge WWF’s indsats for at komme det skadelige revfiskeri til livs ved at skabe bedre fangstmetoder for områdets fiskere.

1 m2 døde koraller per fisk

Selvom der er langt til de skyhøje beløb, som fiskene bliver solgt til i restauranterne, er der også gode penge at hente i revfiskeriet for fiskere i Indonesien og Filippinerne. For hurtigt at få fat på flest muligt af de eftertragtede fisk, har fiskere i flere årtier derfor brugt en både effektiv og enkelt metode: Et par knuste cyanidtabletter blandet med saltvand i en sprøjteflaske. Fiskerne svømmer ned og sigter med den kemiske blanding på de fisk, som gemmer sig i revner og sprækker i korallerne. Giften lammer fiskene, så de er lige til at samle ind. Den simple praksis satte dog hurtigt sit præg på både fiskebestande og koralrev, forklarer WWF’s udsendte medarbejder.

”Allerede efter få år var antallet af fisk faldet drastisk. De destruktive metoder skelner ikke mellem fiskenes størrelse, og de små bliver fanget, før de har nået at gyde og sætte nye generationer i verden,” siger han, mens båden sagtner farten. Flere steder på havbunden ligger døde koraller spredt ud som grå forsteninger. Cyanidet går nemlig også ud over fiskenes leveområder, fordi koraller, polypper, alger og andre organismer i revene ikke kan tåle den kemiske blanding. Hver fisk, der bliver fanget med cyanid, efterlader en m2 døde koraller ifølge International Marinelife Alliance.

På flydende grund

Efter flere timers hæsblæsende sejlads under den bagende sol, når WWF’s speedbåd omsider frem til målet. Et flydende træhus og nogle bassiner bryder den blå horisont. Didik Haryanto og hans kollega Rochmadin, der bor og arbejder på fiskestationen, tager venligt i mod de nyankomne. Besøget er en velkommen adspredelse for de to unge mænd, der kun forlader den avancerede tømmerflåde et par gange om måneden.

Deres job er at tage i mod og passe de revfisk, som mellem 20 og 30 fiskere hver eftermiddag kommer sejlende med i aflange træbåde. Den flydende trækonstruktion er ejet af det indonesiske firma Pulau Mas, der som det eneste i området, stiller strenge krav til, hvordan de levende revfisk er fanget. I samarbejde med WWF har opkøberfirmaet udviklet 16 principper, som fiskerne skal overholde, for at de kan få lov til at sælge fisk til dem.

”Revfiskene skal blandt andet være fanget med håndline, som ikke skader korallerne. Samtidig skal vægten være minimum 600 gram. Er de mindre, ryger fiskene direkte tilbage i vandet, efter de er blevet vejet. Og så må der ikke være fredede arter som den eftertragtede og sjældne napoleonsfisk i mellem,” fortæller Habib Abdullah, der ligesom Christoph Mathiesen arbejder med fiskeri for WWF, bare i organisationens indonesiske afdeling.

”Det er mange ting, som fiskerne skal leve op til, for at blive godkendt til at fange revfisk for Pulau Mas, men til gengæld får de 20 procent mere for fiskene,” supplerer han. Det bæredygtige fiskeri er således en god forretning for de 50 procent af fiskere i området, som allerede er gået over til de nye metoder. Også Pulau Mas har fordele af fisk uden gift. Fiskefirmaet kan nemlig sælge fiskene videre til et marked, der efterspørger dem, fordi de overlever længere, end fisk fanget med cyanid.

Bedre løn på krogen

Solen er på vej ned, da de første fiskerbåde ankommer med dagens fangst. Didik Haryanto balancerer hjemmevant over de store opbevaringsnet og tager imod de levende revfisk fra båden. Hurtigt vejer han dem en for en, mens Rochmadin noterer vægten fra sin plads i skuret. ”Tre kilo. Tong Sing,” siger Didik efter en farverig fisk har været på vægten og fået konstateret størrelse, art og dermed værdi.

De små slipper han konsekvent direkte ud i havet igen. Dem, der lever op til kravene, ryger ned i de firkantede net, hvor de værdifulde revfisk svømmer rundt mellem hinanden, indtil de bliver hentet af en større båd og fragtet til endestationen i Hongkong. Pludselig summer der af liv på fiskestationen. Den ene båd efter den anden lægger til, fiskerne får vejet deres fisk, tænder en cigaret og sludrer lidt med hinanden, inden de modtager dagens velfortjente løn for derefter at sejle mod fastland.

I gennemsnit fanger fiskerne mellem to og fire fisk på en dag, som starter til havs klokken seks om morgenen, og som først slutter når solen går ned. Flere af de både, der kommer forbi denne eftermiddag, har været særligt heldige. Den bedste fangst tæller hele 15 fisk, hvoraf tre dog er for små og derfor slipper med forskrækkelsen over at have bidt på krogen med madding. Men selv dem, der kun har to fisk at sælge på tømmerflåden, kan leve godt, fortæller Habib Abdullah.

To fisk giver 400.000 rupia eller hvad der svarer til 240 kroner. ”Når omkostningerne til benzin, mad, cigaretter og hvad de ellers har brug for på båden er trukket fra, tjener fiskerne faktisk det samme som mig,” griner den indonesiske WWF-kollega. De mange fisk i nettene løber op. På en måned bliver det til 1,4 tons levende revfisk, som opsamlingsbåde fragter videre til markeder langt derfra, som til sidst sælger fiskene til restauranter, der har de særligt friske fisk på menukortet.

Efterladte koralkirkegårde

Dykkere fra hele verden kommer til det samme hav for at opleve den verden, der åbner sig, når man stiger ned under havoverfladen. En verden, hvor efterspørgslen efter levende revfisk, trods de positive fremskridt, stadig sætter sine spor. Selvom mange fiskere har lagt giften på hylden, fortsætter nogle stadig med den effektive giftblanding, der efterlader livløse koraller på havbunden.

”Det ser stadig skidt ud for koralrevene og de økosystemer, som lever her. De har brug for lang tid for at komme sig. Men jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan livet i havet ville se ud, hvis ikke indsatsen for at stoppe det destruktive fiskeri, var sat i gang,” fortæller Christoph Mathiesen. Han tilføjer optimistisk, at der er håb forude: ”For hver gang endnu en fisker går over til at bruge fiskekrog i stedet for gift, er det et skridt i den rigtige retning for både fisk, koraller og fiskere i verdens mest artsrige havområde.”

Fakta: Et hav af farver

Indonesien ligger i Koraltrekanten. Det 6 millioner km2 store havområde, hvor også Malaysia, Filippinerne, Papua New Guinea, Østtimor og Solomonøerne ligger, rummer 76 procent af verdens arter af koraller. Koraltrekanten er også det sted på kloden, hvor flest arter af revfisk holder til. Ikke mindre end 2.228 arter af de farvestrålende fisk svømmer rundt i det klare vand. Den rige biodiversitet skyldes kombinationen af tropisk lys, varme havtemperaturer og havstrømme.
Hav Fiskeri Koraller
Cyanide fishing in coral reef. Philippines
© Jürgen Freund / WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus