Thailand destruerer over to tons konfiskeret elfenben | WWF Denmark

Thailand destruerer over to tons konfiskeret elfenben



Nyhed lagt på den 28 august 2015   |  
Foto fra ceremonien forleden hvor den thailandske regering for første gang nogen sinde destruerede ulovlig importeret elfenben.
© WWF-Thailand
For første gang - nogen sinde - destruerer den thailandske regering konfiskeret ulovligt impoteret elfenben fra afrikanske elefanter.

I et spektakulært show destruerede den thailandske regering forleden over to tons konfiskeret elfenben i en symbolsk handling, der skal vise, at landet er opsat på at standse den ulovlige handel med stødtænder fra elefanter.
 
Med et opbud af diplomater, miljøorganisationer, regeringsrepræsentanter, religiøse ledere og presse har den thailandske regering vist, at den nu vil gøre noget ved handlen med elfenben fra elefanter. Ceremonien omfattede bønner for de dræbte elefanter og knusning af stødtænderne, der efterfølgende blev blandet med industrielt affald og brændt.

Thailand er ellers kendt som et af de værste lande, hvor der er et stort marked for elfenben stammende fra krybskytteri i Afrika, og landet er kun overgået af Kina i omfanget. Thailand har både været marked og transitrute for elfenben til resten af Asien.

WWF: Må følges op
Wildlife-biolog hos WWF Verdensnaturfonden Thor Hjarsen, håber, at destruktionen ikke bare er en symbolsk handling.

- Selvom to tons elfenben er en del, skal der følges op med handling for at stoppe handlen og efterspørgslen på elfenben fra elefanter. Der er dog noget, der tyder på, at Thailand har givet efter for internationalt pres og nu gør noget. Der er tidligere i år blevet gennemført lovgivning og fremlagt planer for at bremse den omfattende handel. Men nu må vi se om de tiltag bliver fulgt op af reel handling.

Thailand har i år beslaglagt elfenben mindst 11 gange. Alene ved to af aktionerne blev der beslaglagt over syv ton elfenben.

Hvert år dræbes over 30.000 afrikanske elefanter som følge af krybskytteri. Af samme grund er den afrikanske elefantbestand stærkt faldende.

I Thailand er det stadig lovligt at anvende stødtænder fra privatejede elefanter til produktion af smykker og andre prydgenstande. Blot skal ens elefanter være officielt registrerede. Det giver rig mulighed for at stødtænder fra ulovligt jagede, afrikanske elefanter blandes med lovlige, thailandske og asiatiske stødtænder. 

WWF Verdensnaturfonden er fortsat stærkt bekymret over handelen med elfenben i Thailand og følger udviklingen tæt.

Støt WWF's arbejde for at stoppe ulovlig handel med elfenben og andre dele fra truede dyr: Bliv WWF Truede Dyr-partner her.
 
Foto fra ceremonien forleden hvor den thailandske regering for første gang nogen sinde destruerede ulovlig importeret elfenben.
© WWF-Thailand Forstør
Her destrueres to tons ulovlig importeret elfenben.
© WWF-Thailand Forstør
Konfiskerede elfenben, som er ulovlig importeret fra Afrika til Thailand.
© WWF-Thailand Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus