WWF: Global overlevelsesplan skal redde verden | WWF Denmark

WWF: Global overlevelsesplan skal redde verden



Nyhed lagt på den 24 september 2015   |  
De nye verdensmål handler også om miljø, natur og klima.
© WWF
17 nye verdensmål for bæredygtig udvikling samler verdens ledere i New York i morgen. Det er en vigtig begivenhed, der skaber håb for en bedre fremtid for vores klode og de mennesker, der lever på den, mener WWF Verdensnaturfonden.

Den forventede godkendelse af en ny verdensomspændende aftale vil skabe håb om, at verdens lande kan arbejde sammen om at udrydde fattigdom og beskytte miljøet. Alle 193 FN-medlemsstater vil formelt blive enige om 17 mål for en mere bæredygtig udvikling. Vigtigheden af mødet i New York understreges af, at det vil være et af de største nogensinde med de fleste af verdens ledere samlet på et sted.

Planen for bæredygtig udvikling har til mål at udrydde fattigdom, sikre fødevaresikkerhed, skabe energi- og vandsikkerhed, etablere bæredygtig produktion og forbrug, beskytte biodiversiteten, og bygge grønne byer. Alle lande har et ansvar i den nye plan og miljømæssige mål har fået en fremtrædende rolle.

"Vedtagelsen af FN’s verdensmål samler det største antal af verdens ledere nogensinde. Det giver et godt billede af, hvor store og vigtige udfordringer vi står overfor,” siger Gitte Seeberg, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden. "Landene samles for endelig at erkende, at en sund økonomi, et sundt miljø og sundhed for mennesker er fundamentalt forbundet. WWF har arbejdet hårdt for at give miljø og natur en klar stemme i de 17 verdensmål, og med fem mål ud af de 17 mål, som direkte handler om natur og miljø, må vi sige, at det er godt gået af WWF. Samtidig vil vi gerne anerkende og tage vel imod den opfattelse, der ligger i FN systemet af, at menneskers udvikling hænger tæt sammen med planetens velbefindende," siger Gitte Seeberg.

Flere investeringer i grønne løsninger
Udviklingsplanen, der strækker sig over de næste 15 år, vil bringe milliarder af dollars fra private og offentlige midler i spil på et globalt plan.  Det handler om at få taget de rigtige valg. Aftalen vil hjælpe med at tage ressourcer væk fra uøkonomiske, skadelig praksis - som afhængighed af fossile brændstoffer - og flytte pengene i retning af bæredygtige politikker, der hjælper miljøet og lokalområderne.

"Dette er en bedre, mere omfattende aftale, end vi havde turde håbe på, og det giver os håb om, at vi kan foretage de betydelige ændringer, der er nødvendige for at hjælpe folk og planeten," siger Jacob Fjalland, chef for WWF Verdensnaturfondens ulandsarbejde. "Verdensmålene handler om overlevelse og velstand. Når verdens ledere kommer til FN for at forpligte sig til planen, forpligter vi os samtidig til at fortsætte med at samarbejde med regeringer, virksomheder og samfund for at nå vigtige resultater."
 
FAKTA
Mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, er afhængige af naturen gennem landbrug, skovbrug og fiskeri, men miljøet er under hidtil uset pres fra klimaændringer og overudnyttelse. FN’s verdensmål skal være med til at sikre befolkningers fødevaresikkerhed, adgang til energi og mulighed for udvikling med initiativer til at beskytte havet, ferskvand og skove samtidig med, at vi fremmer bæredygtighed i byer og markeder.
 
"WWF har arbejdet målrettet efter at få mere fokus på naturen og miljøets betydning for udvikling og fattigdomsbekæmpelse, der giver den bedste chance for en mere bæredygtig udvikling i verden," siger Jacob Fjalland, Chef for WWF Verdensnaturfondens ulandsarbejde. "Derfor er vi i WWF også glade for og stolte af, at det arbejde har bidraget til at miljømæssige mål spiller så vigtig en rolle i de nye verdensmål." afslutter Jacob Fjalland.

Den stærke støtte til den nye aftale, og selve indholdet af planen sætter en høj standard for det kommende møde om klimaforandringer i Paris, COP21. En stærk klimaaftale giver FNs nye verdensmål en bedre chance for at lykkes ved at konfrontere en af ​​de største trusler mod mennesker og natur.

Nogle af de vigtige mål for vores miljø og natur er mål nr. 7 Grøn energi, 12 Ansvarlig produktion og forbrug, 13 Beskyt planeten (Klima), 14 Liv under vandet og 15 Liv på land. 
De nye verdensmål handler også om miljø, natur og klima.
© WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus