Earth Hour har politisk opbakning | WWF Denmark

Earth Hour har politisk opbakning



Nyhed lagt på den 19 marts 2016   |  
- Ja, jeg slukker lyset i den pågældende time - i Zambia - forudsat at jeg har "råderetten" over lyskilden i dette tidsrum. Ellers vil vi kunne få en drøftelse af initiativet, svarer Orla Hav.
© Folketinget/Steen Brogaard
Når verdens største klimaevent i dag fejrer 10-års jubilæum, bliver det med deltagelse af stort set alle Christiansborgs partier. Det viser en rundspørge, som WWF Verdensnaturfonden har foretaget blandt medlemmerne af Folketinget.

Fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti, fra Venstre til Alternativet lyder beskeden fra to ud af tre folketingsmedlemmer således: 'Ja, jeg markerer Earth Hour ved at slukke lyset'.

Begge blokke slukker lyset
Knap en tredjedel af Folketingets medlemmer har svaret på spørgsmålet, om de slukker lyset i forbindelse med den verdensomspændende begivenhed.

Tilbagemeldingen er entydig: To ud af tre markerer Earth Hour ved at slukke lyset. Og det gælder begge politiske blokke.

Earth Hour er tydeligvis noget, der optager rød blok, hvor 80 procent af de folketingsmedlemmer, som har svaret, bakker op om begivenheden. Og i blå blok er det 48 procent, der slukker lyset og dermed anerkender, at verden har brug for at stå sammen mod klimaforandringerne.

Resultatet er meget tilfredsstillende, mener WWF Verdensnaturfondens generalsekretær Gitte Seeberg:

- Rundspørgen vidner jo om, at Earth Hour ikke bare er en begivenhed, der er forbundet med en bestemt partifarve. Politikere fra hele spektret af Folketinget har bekræftet over for os, at de vil slukke lyset eller tilskynde til det, der hvor de opholder sig lørdag aften. Det glæder os, at der er så bred politiske opbakning til vores begivenhed.

En verdenskendt jubilar
Earth Hour er verdens største klimaevent. Hvert år slukkes lyset en time som en symbolsk handling for klimaets skyld.

Sidste år gik 10.400 vartegn i sort, fra Sydneys Operahus til Burj Khalifa i Dubai, fra Eiffeltårnet til Empire State Building. I år deltager 178 lande og tusindvis af byer i Earth Hour - samt ikke mindst mange millioner af mennesker. Nogle af dem er altså de danske folketingspolitikere, der har svaret, at de slukker lyset i sommerhuset, på rejsen til New York og under ophold i Canada.

MF for Socialdemokraterne Orla Hav svarer for eksempel, at han vil anstrenge sig for at slukke lyset i Zambia, hvor han befinder sig sammen med en delegation af danske folketingspolitikere:

- Ja, jeg slukker lyset i den pågældende time - i Zambia - forudsat at jeg har "råderetten" over lyskilden i dette tidsrum. Ellers vil vi kunne få en drøftelse af initiativet, svarer Orla Hav.

Kun medlemmer af Liberal Alliance afholder sig fra at støtte op om verdens største kliamevent. 2 ud af partiets 13 medlemmer har besvaret WWF's rundspørge. En af dem er partiets politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll:

- Jeg synes, at det er fint, at man laver happenings for at gøre opmærksom på sine politiske synspunkter. I vil gerne have, at jeg skal tage stilling, og mit svar er, at jeg ikke ønsker at deltage i Jeres symbolpolitiske happening. Men god fornøjelse i mørket til Jer!

Det er i aften kl. 20.30, at Danmark går i sort i en time. Forinden arrangerer WWF Verdensnaturfonden et stort show tre steder i landet, se mere på wwf.dk/kampagner/sluk_lyset

BAGGRUND: WWF Verdensnaturfonden har spurgt samtlige danske folketingspolitikere, om de slukker lyset i forbindelse med Earth Hour. 56 har svaret, hvilket svarer til en svarprocent på 32.
Af disse 56 vil 38 slukke lyset, 13 vil ikke slukke lyset og 5 medlemmer er forhindret.

Alternativet er med en svarprocent på 78 det parti, som har været bedst til at svare på spørgsmålet. 7 af partiets 9 folketingsmedlemmer har svaret – de slukker alle lyset. Hos blå blok har Dansk Folkeparti afleveret flest svar. 15 ud af partiets 37 medlemmer har svaret: Syv personer slukker lyset, syv gør ikke og en er forhindret.

En klimaordfører vil ikke slukke lyset, en har ikke svaret, 6 svarer, at de slukker lyset.

Rundspørgen er fortaget via e-mail i perioden 8. marts til 18. marts 2016. 

KONTAKT: Mikkel Tofte, presseansvarlig, WWF, 31 41 02 10
 
- Ja, jeg slukker lyset i den pågældende time - i Zambia - forudsat at jeg har "råderetten" over lyskilden i dette tidsrum. Ellers vil vi kunne få en drøftelse af initiativet, svarer Orla Hav.
© Folketinget/Steen Brogaard Forstør
Gitte Seeberg, Generelsekretær, WWF Verdensnaturfonden
© Kim Vadskær/WWF Forstør
- Jeg synes, at det er fint, at man laver happenings for at gøre opmærksom på sine politiske synspunkter. I vil gerne have, at jeg skal tage stilling, og mit svar er, at jeg ikke ønsker at deltage i Jeres symbolpolitiske happening. Men god fornøjelse i mørket til Jer, siger Simon Emil Ammitzbøll fra LA.
© Steen Brogaard/Folketinget Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus