Europas største urskov er i fare | WWF Denmark

Europas største urskov er i fare



Nyhed lagt på den 11 juli 2016   |  
Europæisk bison i Bialowieza Nationalpark
© Rune Engelbreth
Skovhuggere er rykket ind i Europas største urskov, Białowieża-skoven, som ligger i grænselandet mellem Polen og Hviderusland. Skovens træer er over 500 år gamle og udgør Europas ældste og bedst bevarede urskov. I skoven lever den oprindelige europæiske bison og mange andre sjældne dyrearter. Skoven blev allerede i 1979 udpeget som UNESCO Verdensarv, men risikerer at miste sin titel.

Polens regering har planer om at fælde store dele af urskoven og forventer at tjene omkring 1,2 mia. kr. på hugsten. WWF Polen og seks andre miljøorganisationer har imidlertid indsendt en klage til EU-Kommissionen om Polens planer for skoven.

Samtidig er FN-delegerede fra hele verden i disse dage samlet til UNESCO top-møde i Istanbul, hvor der blandt andet vil blive taget stilling til, om Polen overholder kravene for at være på Verdensarvlisten. I yderste konsekvens kan Białowieża blive frataget sin UNESCO titel på grund af træfældningerne. Topmødet slutter d. 20. juli.

Det er rigtig trist, at Polens regering har indledt en omfattende fældning i en af de ældste og mest unikke skove i Europa. Det er jo ikke sådan, at der bare vokser nye træer op og giver liv til de mange specielle og truede dyre- og plantearter, der lever i en urskov, der har mere end 10.000 år på bagen”, fortæller Bo Normander, der er programleder for skov og biodiversitet hos WWF Verdensnaturfonden.

I Danmark har vi ikke noget oprindelig skov – eller urskov – tilbage. Stort set al skov blev fældet frem til slutningen af 1700-tallet. Med Loven om Fredsskov fra 1805 blev der igen plantet træer og skabt skov, men det er under 2% af skoven i Danmark, der har naturformål. Hovedparten er produktionsskov med ensaldrende træer.

Den skov, som mange danskere betegner som skov, er som oftest bare plantage eller produktionsskov, som ejeren tjener penge på at sælge tømmer fra. Der er ikke meget biodiversitet i den type skov, og derfor skal vi virkelig værne om den smule urskov, der er tilbage i verden. Det er jo ikke uden grund, at Białowieża-skoven i Polen rangerer som UNESCO Verdensarv. Vi bør passe bedre på denne arv end Polens regering gør lige nu”, siger Bo Normander.

Udover Europas største urskov er også Belize’s Koralrev på dagsordenen til UNESCO top-mødet. Belize Koralrev er presset af byggeri ved kysterne og olieudvinding og også risikerer også at miste sin UNESCO titel.

I Danmark blev Stevns Klint optaget på UNESCOs Verdensarvsliste i 2014, ligesom Vadehavet, Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland og Ilulissat Isfjord i Grønland også er det.

UNESCO titler kan blive frataget naturområder, hvis landets regering ikke formår at passe ordentligt på den natur, der bærer titlen. De advarsler landet modtager inden titlen tages fra området har til formål at få landene til at passe bedre på deres naturarv.

Fakta om Białowieża
Białowieża-skoven ligger på grænsen mellem Polen og Hviderusland og er over 1.500 km2 stor – tre gange Bornholm. Den er hjem for 20.000 dyrearter, heriblandt kontinentets største pattedyr, den europæiske bison og derudover Europas højestragende træer. UNESCO optog skoven på Verdensarvslisten i 1979 og den polske del er også beskyttet som et Natura 2000-område.

Dyr i urskoven
Pattedyr: Europæisk bison, ulv, elg, bæver, los, vildsvin, krondyr og mange flere.
Fugleliv: sort og hvid stork, lille skrigeørn, stor hornugle, spurveugle, hvepsevåge, hvidrygget flagspætte, tretået spætte, sangere, fluesnappere, natravn etc.
Insekter: Perlemorsommerfugle, sørgekåbe, galathea og tusindvis andre.

Kontakt
Programleder Bo Normander kan kontaktes via journalist Cecilie Weinholt på tlf. 3176 1200 eller c.weinholt@wwf.dk
Europæisk bison i Bialowieza Nationalpark
© Rune Engelbreth Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus