Praktikant til WWF’s klimaarbejde | WWF Denmark

Praktikant til WWF’s klimaarbejde



Nyhed lagt på den 06 december 2017
"Arching" icebergs, Greenland.
© Wim van Passel / WWF
WWF Verdensnaturfonden søger en praktikant i foråret 2018.

Er du interesseret i at være med til at flytte noget på klima- og energiområdet, så er du måske vores nye praktikant. Klimaforandringerne sætter natur og arter under pres og er en af de største udfordringer, verden står over for.

I WWF arbejder vi for at præge klima- og energidagsordenen, både nationalt og internationalt plan. Vi laver analyser og projekter og har kontakt med WWF-kontorer rundt omkring i hele verden for at koordinere den fælles indsats på tværs af grænser. Vi samarbejder med virksomheder om klimatiltag og presser på for, at pensionsselskaber og andre institutionelle investorer flytter investeringer fra sort til grøn energi.

Vi forventer, at du i forvejen interesserer dig for klima- og energiområdet og har lyst til at indgå i et team med mange opgaver på bordet. Du vil blive engageret i de temaer, vi har fokus på, og vi vil så vidt muligt forsøge at skabe en rød tråd i dit praktikforløb. Du forventes samtidig at assistere teamet med diverse andre opgaver, hvor der kan være brug for din hjælp, fx informationssøgning, udarbejdelse af notater, forberedelse af møder, mindre kommunikationsopgaver mm.

Du vil som praktikant i WWF få rig mulighed for at få indsigt i arbejdet i en af verdens største miljøorganisationer og hele det grønne netværk igennem det daglige arbejde og deltagelse i relevante møder med fx politikere, embedsfolk, erhvervsinteressenter og andre NGO’er.

Praktikforløbet er en fuldtidsstilling, ulønnet og varer ca. 5 måneder svarende til et semester. Det er en fordel, hvis du er i gang med en uddannelse med relevans for klima- og energiområdet, fx geografi, miljøøkonomi, statskundskab eller lignende. Det er desuden en forudsætning, at du kan tale og skrive flydende dansk.

Tiltrædelse 1. februar 2018 eller efter aftale.

Ansøgningsfrist er torsdag d. 14. december 2017.
 
Hvis du har spørgsmål til stillingen, kontakt Hanne Jersild, 3116 2851, h.jersild@wwf.dk

Send din ansøgning og dit CV til Sara Guizani på s.guizani@wwf.dk

WWF er verdens største og mest indflydelsesrige NGO, der arbejder for at bevare natur og miljø. Vi er en udfordrende, konstruktiv, videnskabsbaseret og troværdig organisation, der samarbejder med borgere, politikere og virksomheder. Verdensnaturfonden er den danske afdeling af WWF og del af et globalt netværk, som består af 28 nationale organisationer og 24 programkontorer i tilsammen 40 lande. Kontoret er beliggende i København og har ca. 35 ansatte.
"Arching" icebergs, Greenland.
© Wim van Passel / WWF Forstør