Ny WWF-rapport: 115 nye arter opdaget i Asien | WWF Denmark

Ny WWF-rapport: 115 nye arter opdaget i Asien



Nyhed lagt på den 19 december 2017   |  
Shinisaurus crocodilurus vietnamensis
© Thomas Ziegler
En krokodilleøgle, som allerede er blevet en tegneseriefigur, en snegleædende skildpadde opdaget på et thailandsk madmarked og en flagermus, som ligner noget fra en Star Wars-film. Det er bare tre ud af de 115 nye arter, som er opdaget i Mekong-regionen i Sydøstasien.
 
Det fortæller rapporten ”Stranger Species”, som WWF offentliggør i dag.
 
Nogle af klodens mest ikoniske dyr som tigeren og den asiatiske elefant hører til i Mekong-regionen, men nu er der opdaget helt nye arter i det frodige område. Faktisk bliver listen over arter længere og længere hvert år, fordi vi hele tiden finder nye arter i dette område. I gennemsnit bliver der i denne region opdaget to nye arter hver uge. 
 
Den nye WWF-rapport dokumenterer arbejdet fra hundredvis af forskere, som i 2016 opdagede tre nye slags pattedyr, 11 nye padde-arter, 11 krybdyr, to fiskearter og 88 planter i Cambodia, Laos, Myanmar, Thailand og Vietnam, som tilsammen udgør Mekong-regionen.
 
Hermed når listen over nyopdagede arter i Mekong-regionen op på 2.524 arter i perioden 1997 til 2016.
 
- Det er vidunderligt, at verden hver eneste uge bliver rigere på nye arter. Men det er ret skræmmende, at mange af disse arter allerede er under direkte trussel af os mennesker, siger international programchef hos WWF Jacob Fjalland og fortsætter:
 
- Fisk og arter, der lever i skoven, er presset af nye motorveje og dæmninger, mens sjældne og karismatiske arter som krokodilleøglen og den snegleædende skildpadde er ofre for krybskytter, som sælger dem som mad eller kæledyr.
 
Over 14.000 af verdens bestande af pattedyr, fisk, fugle, padder og krybdyr vil være skrumpet med hele 67 % i år 2020, hvis udviklingen fortsætter som hidtil, Ifølge WWF’s ’Living Planet Report’.
 
Handel med truede dyr er en særlig trussel
 
Den illegale handel med truede dyr er en særlig stor trussel mod dyrebestandene i netop Mekong-regionen, særligt i Den Gyldne Trekant - grænseområdet, hvor Myanmar, Thailand og Laos støder op mod hinanden. Handlen med truede dyr er vokset eksplosivt i de seneste år, og Den Gyldne Trekant i Mekong er verdens handelsmekka. Kunderne er især turister fra Kina og Vietnam, som rejser hertil for at købe bl.a. leopard-skind, elfenbenssmykker, ulovlige kæledyr og medicin med tigerknogler i.
 
- I takt med at vi opdager nye arter, som kan friste krybskytterne, skal vi virkelig sørge for at beskytte deres levesteder. Ellers ser vi flere arter som f.eks. den snegleædende skildpadde på de ulovlige markeder i stedet for at se dem i naturen. Samtidig er det helt afgørende, at regeringerne i denne del af verden giver krybskytterne meget mere modstand og får lukket de illegale markeder, siger Jacob Fjalland.
 
Bliv medlem af WWF
Shinisaurus crocodilurus vietnamensis
© Thomas Ziegler Forstør
Malayemys Isan
© Montri Sumontha Forstør
Rhinolophus Monticolus
© Pipat Soisook Forstør
Euroscaptor Orlovi
© Alexei Abramov Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus