WWF søger deltager til arktisk sommerekspedition | WWF Denmark

WWF søger deltager til arktisk sommerekspedition



Nyhed lagt på den 28 februar 2018   |  
Oceanograf og studerende tager prøver, Eclipse Harbour, Canada
© Students On Ice
En grønlandsk studerende har nu muligheden for at komme gratis med på arktisk ekspedition med over 100 håndplukkede unge fra hele verden. WWF Verdensnaturfonden donerer nemlig et stipendium til sommerens Students on Ice-ekspedition, der rummer uforglemmelige oplevelser.
 
Fredag den 23. juli går startskuddet til årets eventyrlige Students one Ice-sommerekspedition til Arktis. Rejsen starter i Ottawa, Canada hvorefter kursen sættes mod Grønland. Her sejler ekspeditionsskibet Sea Adventurer op langs den grønlandske vestkyst. Efter besøg i Ilulissat og Uummannaq krydser ekspeditionsskibet Baffinbugten og går i land ved Pond Inlet i Nunavut.

Turen er spækket med naturoplevelser, feltarbejde, workshops og debatter, der skal inspirere de unge til at tænke mere bæredygtigt og klimavenligt. Med ombord er bl.a. forskere, journalister, kunstnere, erhvervsledere, opfindere, forfattere og musikere, der vil give de studerende ny og bredere viden om Arktis. Formålet med rejsen er at give de unge nye indsigter i den arktiske natur, kultur og rige dyreliv.
 
”De studerende, WWF tidligere har sendt afsted på Students on Ice-ekspedition, har været fantastiske ambassadører for Grønland. De er alle kommet hjem med en oplevelse for livet, med nye venner fra andre verdensdele og et helt nyt perspektiv på deres eget land”, fortæller Mette Frost, seniorrådgiver hos WWF Verdensnaturfonden og tilføjer:
 
”Det er vigtigere at være åben og nysgerrig end at være blændende til engelsk. Men engelsk er det fælles sprog under ekspeditionen, så man skal turde at kaste sig ud i det. Students on Ice er ikke en ferietur, men et unikt undervisningsprogram, hvor det handler om at lære nyt og dele oplevelser med unge fra hele verden. Så den gode indstilling er alfa omega”.

Ekspeditionen varer fra den 23. juli - 7. august 2018. Ekspeditionen starter og slutter i Ottawa, men WWF-stipendiet inkluderer flyrejsen til og fra Grønland til den heldige studerende. For at komme i betragtning til et stipendium fra WWF Verdensnaturfonden skal man være grønlandsk studerende mellem 14-18 år gammel og tale og forstå engelsk.
 
Hjælp os med at sprede budskabet, så en heldig studerende fra Grønland kan få sit livs oplevelse med Students on Ice.

Ansøgningsfrist for at søge WWF’s stipendium er den 19. marts 2018.
Ansøg her: http://bit.ly/2osuXzU

Trailer til dette års ekspedition kan ses her: http://bit.ly/2EMRL7T
Læs en beretning fra en tidligere SOI deltager: http://bit.ly/2oAadFE 
 
Oceanograf og studerende tager prøver, Eclipse Harbour, Canada
© Students On Ice Forstør
Students On Ice
© Students On Ice Forstør
Pukkelhval i Arsuk Fjord, Grønland
© Students on Ice Forstør
Studerende synger strubesang i Davis Strædet.
© Students on Ice Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus