Praktikant til WWF’s klimaarbejde | WWF Denmark

Praktikant til WWF’s klimaarbejde



Nyhed lagt på den 10 maj 2019
Arktis Grønland Is Klima
Greenland National Park Kong Oscars Fjord Iceberg Greenland
© Klein & Hubert / WWF
WWF Verdensnaturfonden søger en praktikant i efteråret 2019.

Er du interesseret i at være med til at flytte noget på klimaområdet, så er du måske vores nye praktikant. Klimaforandringerne sætter natur og arter under pres og er en af de største udfordringer, verden står over for. 
I WWF’s klimateam arbejder vi for at præge klimadagsordenen både på nationalt og internationalt plan.

Vi laver analyser og projekter og har kontakt med WWF-kontorer rundt omkring i hele verden for at koordinere den fælles indsats på tværs af grænser. Vi samarbejder med virksomheder om klimatiltag og presser på for, at pensionsselskaber og andre institutionelle investorer flytter investeringer i en mere grøn retning.

Vi forventer, at du i forvejen interesserer dig for klimaområdet og har lyst til at indgå i et team med mange opgaver på bordet. Du vil blive engageret i et par større opgaver og forventes samtidig at assistere teamet med fx informationssøgning, udarbejdelse af notater, forberedelse af møder, mindre kommunikationsopgaver mm.

Opgaverne vil afhænge af både vores arbejdsprogram, den politiske dagsorden og dine kompetencer.

Du vil som praktikant i WWF få rig mulighed for at få indsigt i arbejdet i en af verdens største miljøorganisationer og hele det grønne netværk igennem det daglige arbejde og deltagelse i møder med fx politikere, embedsfolk, virksomheder, pensionsselskaber og andre NGO’er.

Praktikforløbet er en fuldtidsstilling, ulønnet og varer ca. 5 måneder svarende til et semester. Du er formentlig i gang med en uddannelse med relevans for klimaområdet, fx geografi, naturressourcer, miljøøkonomi eller statskundskab.

Det kan også være, at du læser en finansiel uddannelse og interesserer dig for, hvordan finanssektoren kan investere mere ansvarligt ift. klima og hele SDG-dagsordenen. Det er desuden en forudsætning, at du taler og skriver flydende dansk.

Tiltrædelse 1. september 2019 eller efter aftale.

Ansøgningsfrist er den 9. juni 2019.
 
Hvis du har spørgsmål til stillingen, kontakt Trine Glue Doan, 22 68 81 04, t.doan@wwf.dk

Send din ansøgning og dit CV til job@wwf.dk og skriv Klimapraktikant i emnefeltet.

WWF er verdens største og mest indflydelsesrige NGO, der arbejder for at bevare natur og miljø. Vi er en udfordrende, konstruktiv, videnskabsbaseret og troværdig organisation, der samarbejder med borgere, politikere og virksomheder. Verdensnaturfonden er den danske afdeling af WWF og del af et globalt netværk, som består af 28 nationale organisationer og 24 programkontorer i tilsammen 40 lande. Kontoret er beliggende i København og har ca. 35 ansatte.
Arktis Grønland Is Klima
Greenland National Park Kong Oscars Fjord Iceberg Greenland
© Klein & Hubert / WWF Forstør