Danskernes fiskevaner skader fiskebestande | WWF Denmark

Danskernes fiskevaner skader fiskebestande



Nyhed lagt på den 20 august 2019   |  
fisk
School of scads under the pier. Ambon, Moluccas, Indonesia. 8 December 2009
© Jürgen Freund / WWF

Mange af de fisk, vi danskere spiser mest af, er hårdt presset eller fanget med skadelige redskaber. Det ødelægger havnaturen og bringer fremtidens fiskeri i fare ifølge WWF Verdensnaturfonden. Danskerne skal lære at spise de rigtige fisk og skaldyr, og en ny fiskeguide skal hjælpe dem med at vælge rigtigt.


Vi danskere har klare favoritter, når det kommer til de fisk, vi spiser. Det er fast tradition med sild på det kolde bord og torsk til nytår, mens røget laks, rejemadder og makrel i tomat hitter i hverdagen. Desværre er vores efterspørgsel på blandt andet torsk, rejer og sild med til at presse enten fiskebestande eller de økosystemer, som de er afhængige af.

For nylig lukkede EU torskefiskeriet i Østersøen, fordi bestanden er i risiko for at kollapse. Og ifølge Det Internationale Havforskningssråd (ICES) bliver dybvandsrejer fra Skagerrak og Kattegat fisket over bæredygtigt niveau, mens silden fra den vestlige del af Østersøen omkring Bornholm ligger lige på vippen.
Rådet fra WWF Verdensnaturfonden er dog ikke, at vi skal droppe fisken helt. For oftest er det stadig både sundere og mere klimavenligt valg til middagsbordet end for eksempel rødt kød. Men vi skal spise klogere, mere varieret, når vi vælger fisk og skaldyr.
Og heldigvis er der mange andre fisk, vi kan spise med god samvittighed som alternativ til de klassiske valg. Det gælder blandt andet mørksej i stedet for de hårdt pressede torsk, ligesom østers og blæksprutter er spændende og bæredygtige arter, som danskerne bør spise mere af. Der findes faktisk omkring 10 arter af blæksprutte i havene omkring Danmark.

Svært at være forbruger
Men som forbruger er det svært at vide, om en fisk er god eller dårlig at købe. Især fordi det hele tiden ændrer sig. Derfor lancerer WWF Verdensnaturfonden en opdateret Fiskeguide, så danskerne kan træffe en bæredygtig beslutning, hvad enten de skal købe fisk og skaldyr i supermarkedet, hos fiskehandleren eller på restaurant.

Selve Fiskeguiden er bygget op som et trafiklys, så den er nem at bruge. Det er nemt at se, om fisken kan spises med god samvittighed, om den er certificeret eller om det er bedre at lade den ligge. Inde i guiden er der mere viden at finde ved at klikke på arterne, for at se om en bestand er presset af for eksempel overfiskeri eller fanges med redskaber, som har en negativ påvirkning på havnaturen. For selvom for eksempel silden er overfisket i den vestlige Østersø, så betyder det ikke, at den har det dårligt i Nordsøen.

Kokke sætter fokus
WWF har allieret sig med en række kendte kokke, som i anledning af lanceringen har udviklet særlige opskrifter til de fisk, danskerne skal spise flere af ifølge WWF Verdensnaturfonden. Der er et helt univers af inspiration, hvor blandt andet kokken Nikolaj Kirk og madblogger Nadia Mathiasen optræder i videoer, der viser, hvordan man kan lave lækre og nemme blæksprutter, råmarineret mørksej i stedet for torsk, stegt kulmule med blomkål og appelsin eller fiskefrikadeller af lyssej med friske urter og kartoffelsalat.

Selve fiskeguiden og det inspirerende univers af opskrifter og how-to videoer ligger på fiskeguiden.wwf.dk.
Den er tilgængelig til PC, mobil og tablet og tilpasser sig automatisk til den enhed, man benytter.
fisk
School of scads under the pier. Ambon, Moluccas, Indonesia. 8 December 2009
© Jürgen Freund / WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus