Et fint grønt aftryk, der kunne have været grønnere | WWF Denmark

Et fint grønt aftryk, der kunne have været grønnere



Nyhed lagt på den 12 november 2012   |  
Erhvervslivet Virksomheder CSR Grønt fodspor
Legs and feet of a man in a business suit leaves green footprints behind him.
© Istockphoto.com / WWF-Canada
I går den 11. november indgik Regeringen en aftale med Enhedslisten om næste års finanslov. Aftalen indeholder bl.a. en pakke til grøn omstilling på godt 1,5 mia. kroner, der skal bruges til initiativer, der skal bidrage til et bedre udbytte af de danske erhvervsmæssige styrker og potentialer inden for grønne teknologier samt styrke dén grønne omstilling, der allerede er i gang.

De grønne elementer i finansloven omfatter bl.a. en fond, der skal styrke grøn forretningsudvikling, elektrificering af en ekstra jernbanestrækning, udvikling af nye bæredygtige produktionsformer i fødevaresektoren, energirenovering af offentlige kontorer og den almene boligsektor, en grøn kautionsordning for små og mellemstore virksomheder, samt midler til forskning, udvikling og demonstration af grønne teknologier.

I det store og hele er WWF Verdensnaturfonden tilfredse med aftalen:

Vi glæder os over, at der er fokus på at styrke den grønne omstilling og de grønne arbejdspladser gennem en række nye tiltag. Bl.a. er den grønne omstillingsfond et vigtigt initiativ, der kan understøtte danske virksomheders muligheder for forretningsudvikling og salg af grønne produkter. Også en stærk prioritering af forsknings-, udviklings- og demonstrationsindsatsen på det grønne område bliver central for at kunne fastholde og udvikle Danmarks styrkepositioner. Endelig er det positivt, at der afsættes ekstra penge til elektrificering af jernbanenettet, fordi det er et væsentligt led i den grønne omstilling,” siger Hanne Jersild, seniorrådgiver i WWF Verdensnaturfonden.

WWF ærgrer sig til gengæld over, at der ikke kunne opnås enighed om Enhedslistens forslag om at nedsætte en uafhængig kommission for grøn omstilling, der kan foretage en samlet analyse af, hvordan Danmarks økonomi kan omstilles til en bæredygtig grøn økonomi.

Det er ærgerligt, at det punkt ikke kom med i aftalen. En bæredygtighedskommission kan medvirke til at give et samlet billede af, hvad der rent faktisk skal til for at omstille Danmark til en grøn økonomi, så det ville helt sikkert have styrket det grønne aftryk i finanslovsaftalen,” slutter Hanne Jersild.


Erhvervslivet Virksomheder CSR Grønt fodspor
Legs and feet of a man in a business suit leaves green footprints behind him.
© Istockphoto.com / WWF-Canada Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus