Videooptagelser kan redde ekstremt sjælden leopard | WWF Denmark

Videooptagelser kan redde ekstremt sjælden leopard



Nyhed lagt på den 31 januar 2014   |  
Amurleopard
© WWF-Rus / ISUNR
Nye videooptagelser af en af klodens mest truede dyr, amur-leoparden, kan hjælpe arbejdet med at bevare det sky dyr.

Videooptagelserne, der er optaget i det østlige Rusland i november og december 2013, afslører, hvordan den stærkt truede leopard opfostrer sine unger og giver et indblik i samspillet mellem unger og mor.

Optagelserne er resultatet af et projekt mellem WWF og Leopard National Park. I november 2013 blev 10 skjulte kameraer installeret i parken nær resterne af en død sikahjort.

Resultatet er blevet 78 timers unikke videooptagelser af, hvordan hunleoparden fodrer sine unger med sikahjorten, oplærer dem og løser de tvister, der opstår mellem ungerne.

Ny viden om moderrollen
Amurleoparden har tre unger, hvilket er sjældent for leoparder og optagelserne viser, hvordan ungerne leger, slås om maden, opdager verden ved at iagttage fugle, væsler og mus og oplever frygt og smerte for første gang.

- I videoen kan vi se, hvordan moderen hjælper den svageste unge til at spise efter de to stærkeste har forladt byttet. Men den er omvendt ikke så omsorgsfuld som de fleste menneskemødre, for da den svageste unge begynder at halte og beklage sig, ignorerer moderen det, siger Vasily Solkin fra WWF Rusland, der har samlet optagelserne.

Tidligere har forskere troet, at leoparder fra samme familie – som i løveflokke – spiser sammen, men optagelserne viser altså, at leopardungerne skiftes til og at den stærkeste har førsteret, mens den svageste må vente til sidst.

Det betyder, at et ’måltid’ for leoparder tager lang tid og at den svageste unge har mindst chance for at blive mæt, fordi leoparderne kan blive skræmt væk og tvunget til at efterlade byttet.

Det forklarer, hvorfor hunleoparden af og til vælger kun at fokusere på to unger, selvom de føder tre. Ofte sker det nemlig, at den tredje unge slet ikke overlever.



Kun 48-50 amurleoparder tilbage

Al informationen fra videooptagelserne om leopardungernes opvækst er afgørende for WWF’s bevaringsindsats. Med kun få leoparder tilbage på jordkloden er der risiko for, at de er for tætte genetisk og at indavl svækker deres chancer for at overleve.

Fra forskningsverdenen er der planer om at sætte leoparder avlet i zoologiske haver ud i naturen, men for at sikre, at det giver pote, er det nødvendigt at vide, hvordan leoparder bliver opfostret og oplært i naturen.

Amurleoparden lever i de nordligste dele af artens udbredelsesområde i det østligste Rusland. En optælling i 2013 viste, at der 48-50 amurleoparder tilbage i naturen. Omkring 80 procent af artens leveområder forsvandt fra 1970 til 1983.

Leopardens levesteder ødelægges af ubæredygtig skovdrift, skovbrande og landbrugets indtog, mens amurleoparden også er blevet hårdt ramt af krybskytteri mod en type af hovdyr, der er leopardens foretrukne byttedyr.

Antallet af amurleoparder er på grund af blandt andet WWF’s indsats stigende. For få år siden var der kun 30 amurleoparder tilbage, men WWF planlægger at gøre en omfattende indsats for at sikre, at bestanden fortsat stiger.

Hver amurleopard har et unikt mønster af pletter, så eksperter kan genkende næsten hver eneste af de tilbageværende leoparder ved hjælp af billede- eller videomateriale.
Amurleopard
© WWF-Rus / ISUNR Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus