Topmøde skal redde truede dyr | WWF Denmark

Topmøde skal redde truede dyr



Nyhed lagt på den 11 februar 2014   |  
Orphaned Tiger, Petchaburi, Thailand
© Adam Oswell / WWF
Den britiske premierminister David Cameron samler regeringschefer og statsledere fra hele verden for at stoppe illegal handel med truede dyr. Stærkt tiltrængt, mener WWF

Tallene taler desværre deres tydelige sprog:

Illegal handel med truede dyr løber årligt op i over 100 milliarder kroner. Samtidig bliver der årligt skudt over 22.000 elefanter og i fjor slog krybskytter over 1000 næsehorn ihjel alene i Sydafrika og der er kun omkring 3200 tigre tilbage i den vilde natur.

Derfor er det stærkt tiltrængt, når den britiske premierminister, David Cameron, i morgen indleder et to dages topmøde om handel med truede dyr, mener WWF.

Til mødet er inviteret stats- og regeringsledere fra over 50 lande med særligt fokus på lande, hvor krybskytteri finder sted og lande, hvor produkter fra truede dyr afsættes illegalt.

Fejlopfattelser skal korrigeres
- Problemet er i dag, at den voksende middelklasse i særligt Asien efterspørger produkter fra truede dyr. Det gør de, fordi det er fejlopfattelse om, at næsehornshorn kan kurere kræft eller at tigerprodukter kan øge mandens virilitet. Det passer naturligvis ikke, så der er brug for så meget opmærksomhed og oplysning om emnet som muligt, siger generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Gitte Seeberg og fortsætter:

- Ved at samle regeringschefer fra de lande, hvor dyrene bliver skudt og de lande, hvor produkterne bliver afsat, tager vi et skridt i den rigtige retning, for øget samarbejde er klart nødvendigt, hvis vi skal redde de truede dyrearter. Vi oplever heldigvis, at regeringerne i de lande, hvor en stor del af den illegale handel foregår, gør mere for at gribe ind, siger hun.

Krybskytteri finansierer terror
- En mere koordineret indsats vil gøre det vanskeligere for de kriminelle bander at operere. Hvis efterspørgslen forsvinder, er det heller ikke længere interessant for krybskytter at slå truede dyr ihjel. I dag er det desværre en så god forretning, at terroristgrupper fra eksempelvis Somalia ernærer sig ved handel med truede dyr. Der er altså også sikkerhedspolitiske grunde til at bekæmpe handlen med truede dyr, siger Gitte Seeberg.

WWF håber, at topmødets deltagere vil støtte og tilslutte sig en deklaration på konferencen, der adresserer det løsslupne krybskytteri og handlen med produkter fra truede dyr.

Efterspørger målrettet indsats
- Lande verden over og især i Asien skal forpligte sig til at blive langt bedre til at informere om konsekvenserne af den illegale handel med truede dyr. Samtidig opfordrer WWF til, at man øger kontrollen med og destruerer beslaglagte produkter fra illegale dyr, f.eks. elfenben og næsehornshorn, så der bliver sendt et stærkt signal til krybskytter og smuglere. Endelig lægger vi også op til, at man straffer forbryderne hårdere, siger Gitte Seeberg og fortsætter:

- Der er så få tilbage af verdens allermest truede dyr, at der på alle niveauer skal gøres en stor og målrettet indsats for at sikre, at illegal handel bremses, inden menneskeheden får nogle af de mest ikoniske arter på samvittigheden. Det helt afgørende er, at resultatet bliver konkret, forpligtende og visionært, og med det setup, som Cameron har fået på plads med vigtige aktører fra hele verden, er håbet lysegrønt, siger hun.
Orphaned Tiger, Petchaburi, Thailand
© Adam Oswell / WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus