Ny rapport giver råstofoverblik | WWF Denmark

Ny rapport giver råstofoverblik



Nyhed lagt på den 07 marts 2014   |  
Ittoqqortoormiit i Østgrønland
© Eva Garde / WWF
Overblik over den grønlandske råstofhistorie skal bidrage til, at der i dag træffes bedre beslutninger på mine- og olieområdet, mener ICC og WWF.

ICC Greenland og WWF Verdensnaturfonden giver i en ny rapport overblik over de seneste århundreders grønlandske råstofhistorie.

Det sker i en rapport skrevet af eskimolog Mads Fægteborg, der udgives som en del af organisationernes projektsamarbejde, der er støttet af Villum Fonden.

Rapportens sigte er at give en større indsigt i de historiske problemstillinger, der har knyttet sig til råstofudvinding for på den måde at sikre, at de beslutninger, der træffes på området i dag, er til gavn for både den enkelte grønlander og Grønland generelt.

Politikere må tage ansvar
ICC Greenland og WWF Verdensnaturfonden mener, at sunde samfund bør baseres på sunde økonomier, hvor sociale, sundhedsmæssige, miljømæssige, kulturelle og andre forhold til fulde inddrages. Fægteborgs rapport beskæftiger sig med de historiske erfaringer og problemstillinger, som knytter sig til forskellige faser af industrielle aktiviteter i form af indgreb i naturen, påvirkninger af miljøet og konsekvenserne for samfundet.

Rapporten påpeger, at politikerne har et ansvar for at sikre en fornuftig og bæredygtig udvikling af Grønland og problematiserer generelt vidensniveauet blandt beslutningstagerne.

Rapporten er den anden i en serie af fem – og følger efter ’Med folkets mandat?’ fra i fjor, der satte fokus på de seneste ti års råstofaktiviteter og den borgerinddragelse, der har fundet sted og hvordan den kan forbedres.

Rapporten bærer den fulde titel ’Råstofaktiviteter i Grønland – En historisk introduktion til efterforskning, udnyttelse og følger i en sårbar natur og et samfund i forvandling’.

Du kan downloade og læse rapporten ved at klikke her eller til højre herfor.
Ittoqqortoormiit i Østgrønland
© Eva Garde / WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus