Stor sejr for bevarelsen af hvaler | WWF Denmark

Stor sejr for bevarelsen af hvaler



Nyhed lagt på den 31 marts 2014   |  
Southern right whale (Eubalaena australis) underwater off the Auckland Islands, New Zealand (sub Antarctic islands).
© Brian J. Skerry / National Geographic Stock / WWF
Den Internationale Domstol i Haag beordrede i dag Japan til at stoppe sin hvalfangst i et enormt område på den sydlige halvkugle. 

Afgørelsen er en stor sejr for bevarelsen af hvaler og et klart signal om at hvalfangst ved Antarktis skal stoppe, lyder det fra WWF Verdensnaturfonden.

- Vi har svært ved at få armene ned. Dagens afgørelse er virkelig gode nyheder og betyder, at intentionen med oprettelsen af fristedet for hvaler i de sydlige oceaner endelig kan blive en realitet, siger generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Gitte Seeberg.

- Ved at beskytte hvaler i et område tre gange så stort som Rusland gør man en kæmpe indsats for at bibeholde sunde hvalbestande over alt på kloden, siger hun videre.

Som resultat af afgørelsen skal den japanske regering stoppe alle former for hvalfangst under deres nuværende program i havene omkring Antarktis. Rettens afgørelse er bindende og kan ikke appelleres.

- Dagens afgørelse fortjener at blive fejret – og den kræver at blive håndhævet, siger Gitte Seeberg.

Sagen, der begyndte i 2010, er rejst af Australien mod Japans såkaldt videnskabelige hvalfangst og blev afgjort i noget nær enstemmighed i FN’s højeste retsinstans, Den Internationale Domstol.

Afgørelsen fastslår, at Japans JARPA II-program er et brud på den internationale konvention om regulering af hvalfangst.

Kommerciel hvalfangst blev forbudt på verdensplan i 1986 og de sydlige oceaner omkring Antarktis blev udnævnt som fristed for hvaler otte år senere. Trods den beskyttelse har Japan fanget over 10.000 hvaler i området siden fangstforbuddets indførelse.

Hvalerne i de sydlige oceaner er foruden fangst truet af fiskeri efter deres føde, støjforurening, kemiske udslip, skibsfart og klimaforandringer.

Usikkerhed omkring antallet af hvaler i de sydlige oceaner betyder, at det her er endnu vigtigere at lade forsigtighedsprincippet råde, når det kommer til forvaltning af hvalerne, mener WWF.

Fristedet for hvaler i de sydlige oceaner – Southern Ocean Whale Sanctuary – dækker et areal på 50 millioner kvadratkilometer, hvilket er næsten tre gange så stort som Rusland.
Southern right whale (Eubalaena australis) underwater off the Auckland Islands, New Zealand (sub Antarctic islands).
© Brian J. Skerry / National Geographic Stock / WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus