367 nye arter fundet i Mekong | WWF Denmark

367 nye arter fundet i Mekong



Nyhed lagt på den 04 juni 2014   |  
Denne kuglefisk blev fundet i Mekongfloden på den thailandske side, og regnes for at være ekstremt giftig.
© Chavalit Vidthayanon
Opdagelsen af nye arter i Mekong fortsætter – både fascinerende og bizarre. En ny rapport fra WWF tæller 290 nye planter, 24 fisk, 21 padder, 28 reptiler, 1 fugl og 3 pattedyr. De nye arter vidner om Sydøstasiens enorme biologiske værdi og understreger behovet for at stoppe de konkrete trusler fra afskovning og udvinding, og derudover støtte Mekong-landene i at udvikle grønne økonomier, siger WWF Verdensnaturfonden.

Et flyvende kæmpeegern, en øjenløs huleedderkop og en fisk, der kan gå på land er blandt de 367 helt nye arter, der er opdaget af forskere i Mekong-regionen sidste år. Rapporten, WWF Mysterious Mekong, offentliggøres i dag i anledningen af World Environment Day – en international mærkedag for verdens miljø, der hvert år markeres den 5. juni.

Mellem 1973 og 2009, har Mekong landene mistet 42,4 millioner hektar skov – det svarer til 30 % af regionens skovareal. WWF arbejder for at fremme regionale samarbejder mellem de seks Mekong-lande Cambodja, Kina, Laos, Myanmar, Vietnam og Thailand, der skal beskytte naturen på tværs af grænserne.

”Den dramatiske tilbagegang for naturen og fældning af skov skal stoppes. Vi skal fremme en bæredygtig udvikling i Mekong, der er et af verdens sidste naturskatte, der stadig rummer en kæmpe værdi af sjældne planter og dyr. WWF arbejder med regeringer, virksomheder og civilsamfund i Mekong-landene for at udvikle bæredygtige måder at udnytte naturressourcerne - samtidig med at skovens og flodens værdi beskyttes.” siger Jacob Fjalland, leder af WWF’s ulandsprogram.

Bizarre og smukke opdagelser

De nye arter har tiltrukket stor biologisk og videnskabelig opmærksomhed – især på grund af mange af arternes bizarre karakter. I Vietnams floddelta fandt forskere en gennemsigtig fisk af Phallostethidae arten, der har en besynderlig placering af sine kønsdele i ansigtet. Langt inde i Laos på et kødmarked, er der fundet en ny art af flyvende kæmpe-egern (Biswamoyopterus laoensis). Og en fisk med et slangelignende hoved i stand til at gå på land og trække luft i op til fire dage, blev fundet i Vietnams Ha Nam provins. En smuk lakse-orkide, et regnbuefarvet firben og en ny art kuglefisk, der betragtes som det andet mest giftige hvirveldyr i verden, er fundet i Thailand. Mekong-regionen er også hjemsted for nogle af verdens sidste tigre, floddelfiner og kæmpemaller.

Mekong i rivende udvikling

Fældning af tropisk skov og rydning af arealer til landbrug og industriel brug betyder, at levestederne for de mange truede og endemiske arter forsvinder. Udviklingen går nemlig stærkt i Mekong, hvor en eksploderende udvindingsindustri rykker ind i jagten på tømmer, vandkraft og mineraler – navnlig i Myanmar, der er åbnet op efter landets seneste reformprocesser. Også dårligt planlagt infrastruktur, illegal handel med truede dyr og enorme dæmningskonstruktioner presser naturen i Mekong.

Mekongs natur understøtter derudover levegrundlaget for en voksende befolkning, der er afhængig af træ til brændsel, tømmer og sunde fiskeriressourcer, der udgør proteingrundlaget for millioner tværs over regionen.

”Vi skal støtte de her lande i at udvikle en grøn økonomi, der kan sikre samspillet mellem produktive økosystemer, der leverer vand, mad og energi til mennesker – samtidig med at naturen og unikke arter bevares.” siger Jacob Fjalland.
Denne kuglefisk blev fundet i Mekongfloden på den thailandske side, og regnes for at være ekstremt giftig.
© Chavalit Vidthayanon Forstør
Mekong: Cambodian Tailorbird (Orthotomus chaktomuk)
© WWF Forstør
Dette flyveegern (Biswamoyopterus laoensis) blev fundet på et marked i Laos, og vidner om det enorme problem med illegal handel med truede dyr, der foregår i Mekong-regionen.
© Daosavanh Sanamxay Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus