Levende Natur – juni 2014 | WWF Denmark

Levende Natur – juni 2014



Nyhed lagt på den 10 juni 2014   |  
Levende Natur juni 2014
© WWF

Beskyt havet – vores vildeste natur

Havnaturen ligger skjult under overfladen, i modsætning til naturen på land, som vi kan se og færdes i, hver eneste dag. I Danmark råder vi over en undervandsverden, som man ellers kun finder på Great Barrier Reef, men kun få danskere får indblik i det unikke og fascinerende dyre- og planteliv, vores have rummer.

Levende Natur sætter i dette nummer fokus på bæredygtigt hav og på WWF’s arbejde for at beskytte det dyrebare liv under overfladen. Få også tips til lækre, bæredygtige sommerfisk til grillen og spændende snorkelruter i Danmark og dyk ned under vandet rundt omkring i verden på sporet af det magiske og mangfoldige liv under overfladen.

Også i det store udland, er det vigtigt at passe på de blå oceaner. Over 70 procent af jordens overflade er dækket af vand. Havene rummer en uovertruffen biodiversitet og fungerer som spisekammer for flere hundrede millioner mennesker verden over – særligt i udviklingslandene, der er afhængige af fisk og skaldyr som deres primære føde- og indtægtskilde.

Tag med til Tanzania i Afrika, hvor pressede fiskebestande og mistede indtægter til et i forvejen fattigt land volder alvorlige problemer og går ud over millioner af mennesker, som er afhængige af fiskeriet. Det skyldes blandt andet ugennemsigtige fiskeriaftaler, utilstrækkelig lovgivning og regulering, skadelige fangstmetoder og for store fangster fra andre landes kommercielle fiskeri med voldsom bifangst til følge.

En gruppe lokale fiskere er derfor gået til kamp mod det illegale fiskeri i deres farvande, og WWF er taget med på kystpatrulje.

Rejs også med til Grønland, hvor store dele af det iskolde arktiske hav virker utilnærmeligt og øde. Men under havoverfladen findes der en dybhavsverden, der er både magisk og mangfoldig. Her i dybet højt mod nord lever de arktiske hvaler. Men isen smelter i alarmerende hast, og menneskelige aktiviteter påvirker det sårbare naturfristed.

Gennem politisk påvirkning, forskning og samarbejde med oprindelige folks organisationer, arbejder WWF for, at udviklingen af de arktiske områder er bæredygtig og tager hensyn til både mennesker og natur.
Levende Natur juni 2014
© WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus